Hvis man en tilfældig formiddag af vanvare kommer til at stille sin radio ind på statsradiofoniens ungdomskanal, P3, hvis definerede målgruppe er lyttere mellem 15 og 35 år, vil man opleve, at der spilles en hel del dansk musik. Beklageligvis er jeg udenfor denne målgruppe, men det opleves ikke som et decideret tab, hvis målgruppens behov for dansk musik tilfredsstilles af den idelige danske dancehall-efterligning, hvor en sanger med flittig brug af autotune og trommemaskiner snakkesynger sig gennem tekster om størrelsen på sit eget organ og den udkårnes bryster og bagdel.
Jeg er med andre ord en bitter, gammel mand, som begræder tidernes forfald, de unges musiksmag og den moderne kunsts fokus på krop og sex. Gudskelov er det dog sådan, at der andre steder i landet – og på andre kulturelle scener – fortsat skrives og produceres musik, der i langt højere grad retter sig mod mit behov og min målgruppe, når der skal skrives musik og tekster på dansk. Og heldigvis er der også fortsat licensfinansierede kanaler, der kan præsentere det for mig i form af både P4, P6 Beat og – i et vist omfang – P7 Mix.
Et af de nyere danske bands, der forsøger at løfte den kulturelle arv, og som gør det med både charme og vid, er Folkeklubben. Allerede i valget af navn har trioen vedkendt sig arv og gæld; det er dansk folk- og visetradition i nye og tidssvarende klæder, de bevæger sig indenfor, i en historie, der rækker tilbage til det legendariske 50 år gamle album En Aften i Folkeklubben, hvor Cæsar, Per Dich og Povl Dissing sang sange som “Desertøren”, “Kapitalismen” og “Giv Mig En Hest”.
Men det er ikke altmodische og blodfattige efterligninger, vi har med at gøre her. Selv om forsanger og sangskriver Kjartan Arngrims vokal sine steder ligger tæt op af nationalskjalden Kim Larsens, så er Folkeklubbens sange deres egne. Og selv om de står på skuldrene af giganter og traditioner, så er teksterne både nytænkende og originale. Og det hele serveres med godt humør og en friskfyrsagtig energi, som man kun kan blive lidt forelsket i.
Musikken bæres af solide beats, der frisker op på de guitarbårne sange og udføres aldeles fremragende. På en af albummets bedste sange, “Djævlebakken”, dukker der endda en dødcharmerende slideguitar-solo op midt i det hele – uden at det forfalder til country af den grund. Og så er titelnummeret simpelthen bare fedt; en intro med et fingerspillet guitar-lick, der kører som underlægning gennem hele nummeret, suppleres af et gurglende semi-brøl som fra en tibetansk strubesanger, inden de ringlende guitarer sætter ind som supplement til den beherskede vokal, der fører os ved hånden gennem et blik på Danmark, ‘Fra Dybbøl til Rimmerby Strand’. Og en af linjerne indkredser perfekt sangens – og albummets – billede af nationen:
Det er en tankestrøm
Det er en en blød fraktion
Og et heltekvad om en hel nation
Og fra makrobilledet af landet spadserer de ubesværet til mikrobilledet på fx ‘Sønder Boulevard’ og undervejs gennem dette maleri får vi på smukkeste vis præsenteret hele den brede palette af forbilleder og gennemdanske figurer, fra Ole Jastrau over Søren Ulrich Thomsen og Tove Ditlevsen til Kim Larsen og Niels Skousen. Og det er altså lidt halvflabet – og igen; charmerende – at genfortolke Brorson med en linje som ‘Vi kan sætte hvert et lille blad / på hver lille brændenælde’.
Referencerne er iøvrigt utallige, men eftersom jeg er en gigantisk elitær snob, så er det den sjoveste øvelse at gennemlytte teksterne for at identificere ophavsmændene og -kvinderne til de enkelte ord. Men det bedste ved dén øvelser er ikke, at jeg får demonstreret min kulturelle og litterære viden; det er, at Kjartan Arngrim formår at give teksterne det twist og det løft, der skal til for at give dem eget liv. Som når han citerer Kim Larsen – og så alligevel ikke – med linjerne ‘Kloden drejer stille rundt om mig, når jeg går’.
Det er dansk, det er dejligt og det er en rigtig god plade. Ikke bare på grund af teksterne, men i lige så høj grad den musikalske levering. Melodierne flyder, både de friskfyrsagtige og de mere stilfærdige, og understøtter den tradition, den hviler på, samtidig med at den holder den glade pop-tilgang, der gør det værd at lytte til også for et moderne publikum. Blandt mine egne favoritter er, udover titelnummeret, der bare er djævelsk godt og den fortjente hit-single, “Djævlebakken”, “Husk Mit Navn” og “Syngefaldet”. Og så har balladen “Til Elisabeth” noget udefinerbart fedt over sig.
Skulle man dryppe bare en anelse malurt i bægeret, så kunne indvendingen være, at spændvidden på pladen ikke er kæmpestor. Variationen mellem de enkelte numre er til at overskue, men på den anden side; når nu man har fundet den form, der virker, hvorfor dog så lave om på den?
Så hvis De nu går og spekulerer over, hvad De skal investere i af dansk musik, og ikke rigtigt er med på “Ryst din røv og patter” eller et andet af de seneste hits fra den nyeste døgnflue-sensation på P3, så kan De jo overveje at købe en af Folkeklubbens indtil videre tre plader. Eller De kan overveje at tage til en af deres talrige koncerter. De kan sikkert finde dem i en koncertsal, et forsamlingshus eller et telt i nærheden af Deres hjem, thi de turnerer uafladeligt.
Det er hermed varmt anbefalet.