De sidste ord på Frankies dobbeltdebut-album Welcome To The Pleasuredome var: “Frankie says …. no more.”. Det kan være, at de skulle have ladet netop disse ord stå som det afsluttende i karrieren og på den måde have indlagt sig evig hæder og ære med at slutte på toppen som et one-album-wonder. Men det er svært ikke at prøve at følge succesen op – om ikke andet så i håbet om en længerevarende karriere med Fame & Fortune for enden af regnbuen, så i oktober 1986 udsendte bandet efter længere tids vanskeligheder og interne uoverensstemmelser albummet Liverpool.
Pladen blev ikke et hit – og det gjorde de enkelte numre heller ikke. Det kan jeg sådan set godt forstå; når man hører det i dag er det et ret ordinært pop-rock-album, med langt større fokus på rock-delen end debuten – og næsten blottet for dennes charme og dens respektløse og vilde tilgang til poppen. Og selv om Liverpool målt ud fra forgængeren umiddelbart virker langt mere fokuseret og stringent – blandt andet er der blevet luget gevaldigt ud i skæverterne som de mange mere eller mindre vellykkede cover-numre – og holder sig indenfor spilletiden for en enkelt LP, så er dens fokus måske ikke så velvalgt.
Den første skæring – som også var dén, der blev lanceret som hitsinglen – “Warriors Of the Wasteland” lægger stilen for resten af albummet; en hårdt rockende sag, der desværre hermed også lyder som meget af alt det andet, man måtte lægge ører til i dén stil, dernede i 1980’erne. Derudover er “For Heaven’s Sake” en fin, lille sag, men ellers er der ikke for alvor noget, der bider sig fast.
Liverpool kan høres som Frankies forsøg på at (re-)lancere sig selv som et seriøst rockband med en seriøs plade, der skulle tages seriøst blandt anmeldere og publikum. Beklageligvis for bandet var det netop det useriøse, pjattede og alligevel sindssygt skarpe ved debutalbummet, der havde taget publikum med storm, og forsøget var derfor allerede dømt til semi-fiaske fra starten, på trods af pladekøbernes forventninger og forhåndsinteresse. Liverpool blev Frankies svanesang, Holly Johnson gik solo og fik et mindre hit med “Americana” et par år senere, og det var så dét. Frankie says … no more!