Som flittig gæst på et af de lokale spillesteder i en by midt i Danmark benytter jeg mig af og til af chancen for at opleve bands, jeg med garanti aldrig ville have hørt noget af, hvis det altså ikke lige var fordi, at jeg havde en aften tilovers, at billetten er billig og at jeg iøvrigt er glad for musik.
En sådan aften indtraf i foråret 2016, hvor jeg formedelst en aldeles overskuelig entré-pris fik fornøjelsen af hele to for mig ukendte bands; Fribytterdrømme og hovednavnet De Underjordiske. Begge bands excellerer i noget psykedelisk rock eller syre-rock, og på trods af det forholdsvis beskedne fremmøde må jeg bare lægge mig ned og erkende, at det var en af de bedste koncerter, jeg oplevede på spillestedet i 2016. Og det var primært Fribytterdrømmes skyld.
De syv unge mænd, der alle har rødder i Svendborg men vist efterfølgende har forlagt residensen til hovedstaden, spillede simpelthen røven ud af bukserne og fik salen med på stort set hvadsomhelst. Ukendt med bandet som jeg var, ramte både den tydelige og store spilleglæde, genren, talenterne og den energiske fremførsel mig midt i solar plexus, og jeg gik voldsomt oplivet fra koncerten, aldeles blæst bagover og med en stærk styrket tro på dansk musiks fremtid. For hold da helt mundkæft, hvor var det godt!
Der gik efterfølgende en rum tid, før jeg fandt albummet hos min lokale pladepusher, og i mellemtiden havde jeg naturligvis streamet musikken fra denne, deres første, fuldlængde plade – og jeg nåede også lige at få hørt dem og en del af deres nye materiale ved deres jubilæumskoncert på Stengade i København i december – hvad der igen var en sand fornøjelse. Og nu er pladen så havnet på hylden derhjemme, men der står den ikke ret lang tid ad gangen, for det er en djævelsk god plade, der får lov til at blive spillet med jævne mellemrum.
Stilen er psykedelisk rock, komplet med tung – og stensikker – bas, gungrende trommer, fritsvævende guitarer og lækkert orgel. Det hele ledsaget af en markant vokal, Lau Pedersen, der på en og samme tid er helt sin egen, og på den anden side har reminiscenser af både Eik Skalø og C.V. Jørgensen (og lidt mere nutidigt måske også wunderkind Bisse). Der hentes musikalsk inspiration fra netop Steppeulvene og The Doors, og helt overordnet befinder vi os i det samme musikalske landskab som Guf Lorenzo Woodrose også befinder sig i, når han indspiller og turnerer med fritidsprojektet Spids Nøgenhat.
Fribytterdrømme er dog på ingen måde en klon eller en bevidstløs kopi. Det er udknaldet og alligevel velkontrolleret syre-rock på en baggrund af voldsom musikalitet og fuld bevidsthed om egne virkemidler, og så et tekstligt univers, der bare er genenmført – og gennemført fedt. Når man er flabet nok til at give bandet navn efter Tom Kristensens debut-digtsamling, så er det jo noget, der forpligter, og det rammer allerede ved de første strofer i åbningsnummeret “De Konstruerede”: ‘Jeg har et vindue, hvor solopgangen går ned / I et rundt og uendeligt smukt vanvid’. Den garagerungende “Kosmonauten” – et af albummets bedste rocknumre – chanter om psykedeliske og surrealistiske briller i en uendelighed, mens man som lytter bare får en ubetvingelig lyst til at hoppe op og ned i ren, ekstatisk begejstring, og på et af albummets bedste numre, “Himmellegemer” får Lau Pedersen for alvor luft under de lyriske vinger:
Jeg tabte stjernerne i din te
og du fik en endeløs idé
Der svæver over byens neonfilm
Som et iltløst kærtegn, der knuser min tvivl.
Og vi vågner op på en bakketop smeltet sammen i en akavet krop
En menneskelig edderkop.
Efterfølgende taber han såmænd også både solen på den udkårnes lår og månen på hendes fod, inden ‘vi vågner op til alkymi og hårrejsende eufori / Til døden os skiller fra disse kaosbefængte himellegemer’. Andre kan have det anderledes, men jeg er da fuldstændig fortabt i verselinjer og sangtekster, der løfter os op fra det karkludsrealistiske og svinger os durk ind i himmelhvælvingen og næsten 100 års dansk digtertradition. Og så oven i købet ledsaget af fantastisk musik.
Kraftpræstationen på albummet, og ved koncerterne hidtil, er i mine øjne den næstsidste skæring, betitlet “Fem” – der øjensynligt er det magiske nummer – med en spilletid på mere end 12 minutter, hvor forsanger Lau indledningsvis er ‘Jesus Kristus / jeg kan gå på jeres vin’. Det er et vildt, udflippet og stenet nummer, hvor især anden halvdel får lov til at flyde og svæve nærmest uhæmmet – og hvor der dukker den mest træfsikre og velanbragte ko-klokke op, jeg nogensinde har hørt i et rocknummer.
Helt overordnet; det er et rigtig godt album. Naturligvis primært for dem der, som jeg, holder af psykedelisk rock, men andre vil med lethed kunne overbevises. Hvis ikke via albummet, så via en af deres koncerter – og jeg ved fra forholdsvis pålidelig kilde, at de turnerer her i foråret, så tøv ikke med at købe billetter. Hvis du er heldig får du guitarist Tor Amdisen at se, mens hans ligger på ryggen og spiller, eller mens han lader guitar være guitar og sætter sig ned blandt publikum, der naturligvis sidder henført på gulvet og vugger blidt i takt med musikken. Så hvis du får chancen, så grib den endelig; de er hermed anbefalet på det varmeste.
Og så glæder jeg mig da usandsynligt til næste udgivelse med de fremadstormende, unge mænd; den er planlagt til udgivelse i april 2017, har jeg ladet mig fortælle…