Jeg har tidligere udtalt mig i aldeles begejstrede vendinger om det unge, danske band Fribytterdrømme, der med såvel deres første album Labyrintens Farver fra 2015 som deres live-optrædener havde blæst mig bagover med højpotent syrerock og rendyrket spilleglæde. Så naturligvis skulle ‘den svære toer’ også anskaffes, når den blev udgivet, og da det sådan ca. faldt sammen med præsentationsturnéen for det nye album, Superego, var der jo ikke andet for, end at jeg måtte begive mig ned på et af de lokale spillesteder og købe det efter koncerten.
Heldigvis blev jeg ikke skuffet over hverken koncert eller plade. For nu at tage det sidste først; når sættet åbner med den tempofyldte, groovy syrerocker “Mantra” med trommeslager Felix Suneson stående bag sine trommer drønende dommedagsbuldrende gulvtammer for fuld hammer, så er det dælme svært at blive stående helt stille. Og for så lige at smutte over i den modsatte ende; efter knap 1½ time lukker og slukker de med en næsten 20 minutter lang, støjfyldt, udflippet og vidunderlig udgave af “Fem Er Det Magiske Nummer” – i forvejen et af de fedeste rocknumre, der er skrevet på dansk de sidste par år eller tre – så et publikum, der forlængst har overgivet sig, kan danse, headbange, vugge og følge dem sveddryppende, barfodede og halvnøgne ned fra scenen efter noget, der lignede musikalsk massesuggestion.
Med andre ord; det var en god koncert – for at sige det på jysk. Det overraskede ikke undertegnede, der jo har hørt dem et par gange, men det var dejligt at få det bekræftet. Der var højt til himlen og loftet i både musik, rytmer og vokal og en del af de nye numre fik lov at blive foldet ud, mens publikum – der tydeligvis for en stor dels vedkommende havde været der før – kunne stemme i med fællessang og taktfast klappen på ‘klassikerne’ fra Labyrintens Farver, i form af “Kosmonauten”, “Himmellegemer” og føromtalte “Fem…” der blev leveret så solidt og overbevisende som altid. Og når man har overskud til at lade den mest begejstrede fan, skaldet og med kæmpeskæg, entrere scenen adskillige gange og være frontmand i at dirigere publikum i taktfast begejstring, så er man sgu’ i sikker havn.
Og pladen? Ja, naturligvis er toeren svær, for på den ene side skal den leve op til forgængeren og dens (omend salgsmæssigt moderate) succes, og på den anden side skal den jo helst også pege både ud, frem og op i den musikalske karriere, måske gerne med lidt udfordrende nyt. Det kan være en djævelsk svær balance – men det lykkes faktisk på en hel del af skæringerne på pladen.
Det måske mest overraskende – og i mine ører voldsomt vellykkede – nybrud indleder side 2 på albummet. “Søg Det Højeste” kombinerer de vellykkede syre-komponenter med noget, der lyder både som old-school techno og electronic dance music. En sløjfe af et elektronisk hook løber gennem hele nummeret, og kombineret med elektronisk lydende trommer og percussions og lidt nedproducerede guitarer vil det ikke blot gøre sig til syre-hoveder og stenerfreaks, men i lige så høj grad til dansegulvet på den lokale – eller internationale – natklub. Hold da kæft, hvor er det svært at stå stille til. Det er sådan lidt Fribytterdrømme møder The Prodigy og Nine Inch Nails, og hvor underligt dén blanding end måtte lyde, så virker det altså bare; jeg har fx intet problem med at forestille mig en 12 minutter lang udgave af det nummer, som man kunne trancedanse til i sommernatten.
Den eneste mislyd i den anledning er, at der er lidt for lidt af det. Et enkelt nummer eller to mere af samme slags, så havde de med statsgaranti fået en hel generation af unge festmennesker til at hoppe med på det – og DJ’s til at lave extended mixes over det. Og det er altså ikke fordi resten er dårligt – selv om man selvfølgelig lige skal give det et par omgange på pladespilleren. “Mantra” er arketypisk Fribytterdrømme; et seks minutter langt stener-trip med tung rytme i moderat tempo, garageguitar og messende vokal. Derudover har jeg en personlig semi-favorit i “Pteranodon”, der fra den messende indledning brydes efter 45 sekunder og går direkte over i et guitarhook, der indleder en god, simpel rocker. Det er lidt fedt, og hvis man nu skulle gå lidt mere i detaljer, så er den kvindelige korstemme fra Mikala Bosetti i sidste halvdel af “De Elysianske Mysterier” dælme produceret flot ind i dén lækre, lille sag; både på de ordløse toner og på den kokette (eller ondskabsfulde?) latter, der bliver strøet ud. Det kunne Pink Floyd faktisk også godt have fundet på.
lbumåbneren “18.09.1986” er derimod Fribytterdrømme som vi kender dem; gungrende trommer, masser af tråd og masser af energi. Det hele krydret med stensikker vokal – og det er simpelthen bare et godt nummer.
Alt i alt; jovist er toeren svær, men selv for et forholdsvist ungt band kommer Fribytterdrømme flot i mål. Jeg tror, at det er en smagssag, om man bryder sig om de elektroniske elementer og den del af produktionen, der måske leder Fribytterdrømme lidt væk fra den snorlige syre-/psychrock, men jeg er (fortsat) superfan. Også af Superego – både live og på plade.