Da jeg for næsten tre år siden købte og skrev om Fribytterdrømmes andet album Superego, var jeg bl.a. begejstret for et af numrene, der for mig betegnede lidt et retningsskifte for det band, der ellers havde levet højt på arven fra 60’erne og 70’ernes syrerock med mere end en snert af inspiration fra Steppeulvene. Nummeret hed “Søg det højeste” og kombinerede syre- og psykedeliamusikken med nogle markante elektroniske elementer, og det kunne jeg godt lide, faktisk på et niveau, hvor jeg højlydt beklagede mig over, at der ikke var mere af dén slags på det – iøvrigt aldeles glimrende – album.
Jeg tænker ikke, at fribytterne nødvendigvis har læst denne opfordring og handlet derefter, men skulle det være, tager jeg da svært gerne æren for at have inspireret bandet til at tænke i nogle lidt andre baner på deres tredje album, Skin, thi der er vist ingen tvivl om, at de på denne plade betræder andre musikalske stier, end de gjorde på deres to første.
Det karakteristiske ved skiftet er, at Fribytterdrømme har byttet den syre-inspirerede, guitarbaserede rock ud med et udtryk, der er noget tættere på deres egen samtid og har baseret den på dansevenlige beats og elektroniske sløjfer med masser af tonstung bas og synthesizere. Der er deciderede nordengelske club-vibes på numre som “Assasinerdrømme”, der iøvrigt, specielt i den guitarbaserede intro, kunne synes inspireret af Stone Roses, og første-singlen “Hallusignaler”, der er ret svært at sidde stille til. Samtidig har bandet dog ikke helt sluppet forbindelsen til deres musikalske rødder, og således kæder den fine og enkle albumåbner “Ekstase” fint Skin med deres første to albums med dens nedbarberede, mere analogt prægede musikalske udtryk og den næsten naivt-simplistiske kærlighedserklæring: “Åh, jeg smelter / Åh, jeg smelter / Å, jeg smelter i dine arme /For du er så vidunderlig / for du er så underfundig / for du er så foranderlig.” Det er få bands og sangere, der kan slippe af med så megen patos på en albumåbner, men der er både inderlig livslyst og ungdommeligt overskud i leveringen, så Fribytterdrømme slipper mere end godt fra det.
Lukkeren på A-siden er den drævende og storladne “Lau I. V. Pedersen over 24 timer”, der begynder musikalsk nedtonet i velkendt Fribytterdrømme-stil, komplet med drømmende og svævende tekst, der næsten virker associeret frem, til den halvvejs gennem nummeret skifter karakter og formelig letter i en mur af lyd. Hold nu mundkæft, hvor er det godt. Og bortset fra den fine ballade “En del af os” fortsætter dansefesten på side 2, hvor “Det skinnende” med Lydmor som gæst på vokalen lukker albummet – men nok lader festen fortsætte.
Jeg er overbevist om, at der findes hard-core fans af Fribytterdrømme, der vil mene, at de på Skin sælger ud af alt det, der har gjort bandet til det, de er – eller var. Personligt er jeg begejstret for pladen. Det er befriende at opleve, at et forholdsvist ungt band tør gøre op med egen musikalsk (vane-)tænkning og gå nye veje. Og når resultatet er blevet så godt, som det er, er det lige før man kan have en mistanke om, at det har været frisættende for bandet at bevæge sig et andet sted hen end hidtil. Så hvis gamle fans er utilfredse, kan nye jo passende begynde her.