Det er vist efterhånden blevet en vedtaget sandhed, at ABBA står som et lysende fyrtårn udi popmusik, og at de fire svenskere havde et greb om både sangskrivning og fremførelse, som få andre i deres samtid – og i eftertiden, som inspiration og kilde for øvrige pop-snedkere, der rækker ud og op mod firmamentet.
Det har ikke været sådan hele tiden. Selv var jeg forbeholden – for nu at sige det mildt – overfor kvartetten og deres storladne pop, måske fordi jeg forsøgte at bevare en vis street credibility ved at forsværge andet end rock-musikken i min barn- og ungdom. Og hvem har vel lyst til at tabe ansigt i rabarberkvarteret ved at vedkende sig, at den musik, forældrene hørte – og nød – også faldt i ens egen smag? Og jeg var på ingen måde alene. Selv garvede og professionelle musik-skribenter havde seriøse forbehold. Således kunne man i Rolling Stone læse følgende svada, da Arrival ramte de amerikanske pladebutikker:
“Arrival er muzak, der er hypnotiserende. Ved at reducere deres allerede dumme sangtekster til fuldstændig irrelevans, frigøres sangerne Anni-Frid Lyngstad og Agnetha Fältskog fra enhver hensyntagen til udtryk og følelser i deres hvinende stemmer […] Men siden ABBA nu er så glade og målbevidst harmløse, er det svært for alvor at hade dem. Den stærkeste følelse, man kan mande sig op til, er foragt over, at de tager opmærksomheden fra seriøse kunstneres frembringelser.”
Det er måske let nok i bagklogskabens klare lys at affærdige ovenstående som en arrogant, højpandet og intellektuel art for art’s sake-nedgørelse af noget, der på overfladen lignede tyggegummi-pop, men tag ikke fejl; på den tid var der blandt såkaldt seriøse anmeldere ikke meget respekt for det gode, solide pop-håndværk, ABBA til fulde demonstrerede på Arrival, og den mere nuancerede forståelse af både tekst, komposition og fremførelse lod også en hel del tilbage at ønske. Hvis man derfor som veloplyst, klassebevidst musikkender snød sig til at høre – og holde af – ABBA i almindelighed og det storsælgende album Arrival i særdeleshed, var det klart som det, englændere plejer at kalde en ‘guilty pleasure’.
Den har jeg stadig, men nu ikke længere så skjult. Arrival er nemlig, kort fortalt, et lille pop-mesterværk i egen ret, sovset ind i de smukkeste harmonier, med grandiose og voluminøse Phil Spector-lignende produktioner, og sine steder forræderisk mol-inficerede klagesange, næsten helt morrisseysk, gemt bag disco-drøn og skønhed. Det album vil for evigt være blandt min personlige top 10 over pop-album, på et niveau hvor de næsten kun overgås af The Beatles.
Først og fremmest så er albummet spækket med hits, herunder det største, gruppen nåede at producere, den svært dansable “Dancing Queen”, som der vel ikke findes et voksent menneske, der ikke på et eller andet tidspunkt har skrålet med på ved en festlighed. Den demonstrerer i alt, hvad den gør, hvad makkerparret Benny og Björn kunne frembringe på deres højdepunkt. Stortrommeslag på alle fire taktslag, en fængende baslinje og hook – kraftigt inspireret af George McCraes “Rock Your Baby” – distinkte klaver- og strygertoner og naturligvis Frida og Agnetha i skøn harmoni. Det hele decideret sovset ind i vellyd, og så kunne dansegulvet ellers væltes. Og allerede her måske let bedragerisk, for handler sangen om dansegulvets stjerne, der kan forføre hvemsomhelst, eller er det en klagesang fra en teenager, der står hjemme foran spejlet i ensomhed og drømmer sig væk til en aften af en helt anden karakter? Muligvis lidt Holger Fortolker-agtigt, men prøv lige at dissekér den tekst på egen hånd en dag ved lejlighed.
Til gengæld behøver man ikke dykke så langt i lagene på de to ballader, der også er at finde på albummet; den – igen – forræderiske “Knowing Me, Knowing You”, der bag sin svulstige vellyd vel nok er en af de mest nedslående og deprimerende break-up-sange, der findes indenfor popmusikken. Her er det den, der forlader, der beretter om hvorfor bruddet var uomgængeligt, og som modpol finder vi så den forladtes klagesang i “My Love, My Life”, hvor accepten kun langsomt indfinder sig. Og har “Why Did It Have To Be Me” (den eneste sang, hvor det er den mandlige part, der har solo-vokalistens rolle) ikke samme karakter? Det lyder ihvertfald lidt som om vi kun er en steel-guitar og et honky-tonk præg væk fra at være en smægtende Hank Williams-sang.
Og så er der jo album-åbnere “When I Kissed The Teacher”, der åbner med blot akustiske guitar som akkompagnement, for derefter at gå hele vejen i full-blown pop-orkestrering, og her gider vi så iøvrigt slet ikke forsøge at tolke på den Lolita-drøm, der ligger gemt bag skolepigens ‘One of these days / Gonna show him I care / Gonna teach him a lesson allright’. Den tilsyneladende sorgløse “Dum Dum Diddle”, er i virkeligheden knap så sorgløs som den ellers antyder, og psycho-horror-historien, der er gemt i den mandeædende stalker-stemme i “I Am The Tiger”, overgås bag den – igen – glade melodi næsten kun af Peter Gabriels “Intruder”. Og nå ja; så er der jo titelsangen, den keltisk inspirerede “Arrival”, der lyder som Benny og Björns hyldest til den svenske folkemusik-tradition, de begge var opdraget i.
Men bottom-line; når alt ovenstående skrælles væk, så er den 42 år gamle plade en klassiker, der kan nydes og danses til, helt uden man behøver gå særlig dybt med ret mange ting. Hvis man har lyst til dét, så er det ren tyggegummi-pop på elevator-muzak-niveau, og hvis man har lyst til den side, kan man danse løs i en uendelighed til de mange disco-prægede pop-numre. Eller man kan fortolke løs, finde nuancer overalt og hygge sig med at lægge albummet på pladespilleren, bare fordi man har muligheden – og godt kan lide musik.
Under alle omstændigheder er det en fremragende plade, der demonstrerede at ABBA var andet og mere end døgnfluer på pop-himmelen, og at de kunne andet end at producere singler. Album-formatet klæder dem, og med Arrival fik ABBA fuldt fortjent hul igennem til alle den vestlige verdens hjørner. Og de så sig vist ikke rigtigt tilbage derefter, sommansir.