Jeg er for ung til at have været first-mover på musikken fra Gasolin’ (og det er da rart, at der er noget, jeg er for ung til), men det betyder ikke, at Gasolin’ ikke spillede en rolle i min barn- og ungdom. I det rabarberkvarter i udkantsdanmark, hvor jeg voksede op, havde jeg således min bedste ven boende i huset ved siden af mig. Han hed Brian, men blev af uvisse årsager altid kaldt Fido, og han havde rigtig mange søskende. En af dem – storebroderen Henrik, eller blandt venner; Lakrids – var vist glad for Gasolin’, for Fido skrålede lystigt løs på samtlige af sangene fra Gasolin’ 3 i tide og utide, og det var jo festligt nok. Man vidste ihvertfald, at han var hjemme, når man kom på besøg, og det fem meter fra hoveddøren skingert lød: “For jeg er SPLITTERGAL, ja, ja, ja… jeg er SPLITTERGAL!!!”
Ad den vej lærte jeg Gasolin’ 3 at kende; først via Fidos skønsang og derefter via Lakrids’ kassettebånd og båndoptager. Men det havde muligvis slet ikke været nødvendigt at liste os ind på hans værelse, for en stor del af sangene på pladen blev nemlig spillet ret hyppigt i radioen, så jeg havde s’mænd nok lært dem at kende alligevel. Under alle omstændigheder blev det hørt gentagne gange og i virkeligheden så ofte, at da jeg satte albummet på her til aften, var det som at komme hjem; jeg har med statsgaranti ikke hørt det i sin fulde udstrækning i mere end 25 år, men ikke desto mindre kunne jeg alle tekster udenad, ligesom rækkefølgen af sangene var banket fast i rygraden på mig.
Det kan derfor også være lidt svært at skrive noget fornuftigt og tilstræbt objektivt om det. Men for en god ordens skyld; Gasolin’ havde allerede året før fået et gevaldigt gennembrud, men med Gasolin’ 3 blev de hvermandseje i Danmark. Som store stjerner, der var på vej til at blive megastjerner, havde deres pladeselskab indforskrevet en ny producer, engelske Roy Thomas Baker, og han skabte en ny lyd for bandet. Den var dynamisk, rummelig og langt mere facetteret end deres hidtidige, og det er aldeles hørbart, når man – som jeg – netop har hørt 3’eren i forlængelse af 2’eren. Det gav en solid, international rocklyd, og det klædte sange som “Det Var Inga, Kathinka og Smukke Charley På Sin Harley”, der blev et gigantisk hit. Også “Rabalder” fulgte opskriften, og det samme gjorde “Sju-bi-du-bi-mand”.
Og så er der altså et eller andet ved Larsens og Mogensens tekster. De kunne øjensynligt slippe afsted med hvadsomhelst; både de slagfærdige, mundrette sange som “Inga, Kathinka etc…..”, men også når man skulle tro, at de havde forlæst sig på Dali og andre surrealister, kunne de hive den hjem. Fx er vi tæt på de rene vrøvlerim a la Halfdan Rasmussen, når de på “Katten” kan synge:
jeg så en kat
forleden nat
den spurgte har du en cigaret
ind kom sofie og råbte hov hov
nu må du altså ta’ og vågne op
for der er dean martin show
DET VAR FAKTISK
MONA LISA MED SKÆG
SLÅ VINGERNE UD OG FLYV
Ellers er det Gasolin’ som man efterhånden havde lært dem at kende; solide halvrockere blandet op med lidt ballader – om end der var blevet færre af de sidstnævnte. Det er uhyre vanskeligt for mig at udpege favoritterne på albummet, da jeg som ovenstående antydet har lidt svært ved at distancere mig fra det, og hovedindtrykket af genhøret var primært fremkaldelsen af halvglemte erindringer. Om det er et godt album, vil jeg lade andre om at bedømme.
Og så hører det naturligvis med til historien, at det ikoniske cover blev stemt ind som det bedste danske albumcover nogensinde, så det efterfølgende udkom som frimærke. Og så kan man vist da heller ikke nå meget længere i retning af helgenkåring i Danmark.
PS: jeg havde faktisk også en barndomskammerat, der hed Jesper. Ham kaldte vi konsekvent for Vandil, og sådan er der så meget….