Med Gas 5 slog Gasolin’ med syvtommersøm fast, at der ikke var nogen over eller ved siden af dem, når det kom til rockmusik i Danmark i 1975. Den sikrede et bredt og trofast publikum på tværs af generationer, landsdele og køn og efterfølgende står den fortsat som Gasolin’s måske bedste album – og så spilles den iøvrigt fortsat rundt omkring, også blandt lyttere, der er væsentligt yngre end førstegangskøberne, og som ikke har fået den ind med modermælken.
For første gang havde et dansk band adgang til at indspille med den nyeste 24-spors teknologi, som hus-produceren Roy Thomas Baker kunne styre med hård hånd. Det gav nye muligheder for gruppen, men det kom aldrig til at skygge for det væsentlige; musikken, som fremstod både frisk og dynamisk – og sine steder med en befriende rå, nærmest garagelignende rock-lyd.
Albummet åbner med et par gedigne rockere, hvoraf “Rabalderstræde” blev næsten synonymt med bandet efterfølgende. Den indeholder ikke bare et, men hele to breaks, hvad der nærmest var uhørt i dansk musik på det tidspunkt (og som gjorde, at Gasolin’ kunne spille den i nærmest uendelighed ved live-koncerterne, hvor den kunne forlænges og forlænges og forlænges – til publikums udelte fryd). Den går forholds sømfrit direkte over i “Fatherless Hill”, der rent lydmæssigt har noget nærmest beatlesk over sig i sin excessive brug af strygere og horn, og som faktisk er et glimrende nummer, på trods af Kim Larsens aldeles ubehjælpsomme engelsk. Og så er der vist ingen tvivl om, at Sort Sol har hørt dét fingerspil, der indleder og ligger under hele nummeret, en gang eller to, inden de indspillede “Let your Fingers Do The Walking”.
Og så er der jo “Kvinde Min”, der af en eller anden grund er blevet en af danskernes favoritter, når det kommer til kærlighedssange (vist kun overgået af TV-2s “Bag duggede Ruder”). Det var faktisk en af Gasolin’s eneste ‘rigtige’ kærlighedssange, og alt andet lige; den var sgu’ nok ikke sluppet gennem hit-nåleøjet i dag. Den repetitive tekst og den simple melodi er helt over i den ende af skalaen, hvor kun stillestående dansktop-orkestre kan være med i dag. Men altså; tiden var en anden – og så rammer den tydeligvis lige ned i noget universelt i dens charmerende-naive og aldeles mundrette tekst. Det er i øvrigt komplet umuligt at mene noget negativt om den, inkorporeret i den nationale folkesjæl som den er. Og vis mig lige den lejrbålsguitarist på en høj- eller efterskole, der ikke på et eller andet tidspunkt har luret de tre akkorder og fyret den af med følsom stemmeføring.
Gas 5 er lyden af et band på toppen – og på toppen af dansk rocks første guldalder. Væk er alle ambitionerne om at blive det nye Steppeulvene, og de følsomme og voksne rockere, der kan høres på “Refrainet Er Frit”, “Sjagge” og “Rabalderstræde” har også lært at skrive syng-med-ballader om det hårde stjerneliv på “Masser Af Succes” og episke, sentimentalt følsomme tekster på “Sct. Emetri” – der afleveres med grandiost bulder, komplet med harpischord og et hav af strygere, horn og mandekor som backing. Ret meget større kunne det ikke være blevet tænkt – og udført – på det tidspunkt.
Det ville være skribentmæssigt selvmord at omtale Gas 5 negativt, dertil er den for indgroet i det danske publikums bevidsthed som noget fantastisk (og som noget kerne-dansk), men det har jeg gudskelov heller ikke grund til. Jeg har ikke en jordisk chance for at bedømme den objektivt, da jeg, som mange andre, er vokset op med den som baggrund i min barn- og ungdom; først som underlægning via radioen i det meste af to år, derefter som glad danse- og syng-med-venlig rock til sodavandsdiskotekerne og endelig som retro-musik til en glad aften i hjemmet, når der skal rammes bredt. Og det var derfor heller ikke et uvelkomment genhør, heller ikke selv om jeg, som tidligere nævnt, ikke er verdens største Gasolin’-fan.
Det er noget helt andet med livsledsageren. For hende er Gasolin’ først og fremmest gumpetunge trommer og lige så fodslæbende bas, der lynhurtigt karakteriseres som ‘noget, man lige så godt kunne høre, når ungerne optræder i ungdomsskole-musicalen’. Men måske er hun bare ikke vokset op med det på samme måde? Måske kommer hun fra et kulturløst hjem? Eller måske har hun bare bedre smag end jeg….