Min indgang til Genesis var via en omvej. Jeg havde en kort overgang en decideret raptus, hvor jeg kastede mig over alt med det engelske/skotske band Marillion, og en kammerat gjorde mig i utvetydige vendinger opmærksom på, at det jo ikke var andet end en “kopi af det tidlige Genesis”. Dét troede jeg ikke på, da mit kendskab til Genesis dengang kun rakte til albums fra 1980’erne så som Genesis, Abacab og efterfølgende monsterhittet Invisible Touch, så det måtte jo efterprøves.
Der var lidt om snakken, kunne jeg konstatere efter at have hørt hans udgave af Genesis-albummet The Lamb Lies Down On Broadway (1974), så da jeg fik chancen på et loppemarked, indkøbte jeg efterfølgende noget af det, der manglede i samlingen, herunder deres andet album, der nu lystigt kører rundt på pladespilleren, Trespass.
Det er jeg ikke særlig vild med. Den indkapsler det meste af det, der gjorde den såkaldt progressive rock fra 1970’erne næsten uudholdelig for mig. Lange, ofte rytmisk næsten stillestående, sange, udført med en instrumentering, hvor keyboardet er aldeles dominerende – i denne udgave som enten et orgel eller som Mellotron – men hvor bl.a. fløjten også synes ganske uundværlig. Arrangementerne blander elementer fra pop, rock og engelsk folkemusik, og teksterne består af fortællinger, ofte med et allegorisk og – i nogle tilfælde; helst – mytisk/folkloristisk tilsnit. Det hele virker næsten absurd prætentiøst, og den noget teatralske fremførsel, blandt andet i vokalen, gør det ikke meget bedre. (Men især fløjten har jeg set mig ond på….)
Så fik jeg dén spand galde hældt ud. Og hvis jeg nu skulle lægge mine idiosynkrasier lidt fra mig, og forsøge mig med en lidt mere neutral tilgang til albummet, så er min konklusion, at albummet først og fremmest er ret kedeligt og stillestående, når man ser bort fra den afsluttende “The Knife”, der på trods af den også her ret teatralske og dramatiske udførsel, trods alt rocker stabilt deruda’ med nogle sjove, rytmiske spring. Men ellers er det lange flader af orgel-lyd, nedproduceret guitar og tekster af denne karakter:
Outcast he trespassed where no wolf may tread,
The last sacred haunt of the dead.
He learnt of the truth which only one wolf may know,
The sceptre and the crown of the king.
Howling for blood, One-Eye drew from the pack,
Plunging through forests and snow-storm.
Men det var tydeligvis en samling kompetente og ambitiøse musikere, der var på spil her, og det kan man jo kun applaudere. Albummet hittede ikke hos hverken publikum eller anmeldere (Rolling Stones skrev fx, at det skulle undgås af alle andre end de mest rabiate Genesis-fans), men det skulle jo så komme i rigt mål senere. Men indtil vi når frem til disse vil jeg følge Rolling Stones anbefaling, dog med den tilføjelse, at albummet naturligvis også har en vis musikarkæologisk interesse. Ikke mindst, da der til de efterfølgende albums blev skiftet ud i besætningen, så på Trespass har vi altså for sidste gang det ‘oprindelige’ Genesis for fuld udblæsning.