Der er noget voldsomt foruroligende ved coveret til Genesis’ tredje album, Nursery Crymes. En ellers aldeles uskyldig pige på en uskyldig baggrund – vist nok et engelsk landsted – spiller krocket, men i stedet for stilfærdigt at slå kuglerne gennem buerne i krocketbanen, har hun et afhugget hoved for sine fødder, og som beskuer kunne man forledes til at tro, at dette hoved skal gøre det ud for en krocketkugle.
Det ligner jo en grum historie, og det er det da også, hvis man skal tro den charmerende historie, der fortælles på coveret. Den går i korthed ud på, at da den 8-årige Henry Hamilton-Smythe Jr. spillede krocket med Cynthia Jane de Blaise-Wiliams på 9, svingede sidstnævnte sin kølle og fjernede yndefuldt(!) Henrys hoved. Og derefter er der noget med en genkomst af Henry og en hastig aldring etc., alt sammen baggrund for teksten på den indledende skæring “The Musical Box”.
Genesis havde mistet deres oprindelige guitarist og ditto trommeslager, og ind var kommet Steve Hackett på guitar og Phil Collins på trommer. Med Peter Gabriel i front, Mike Rutherford på bas og Tony Banks på alle former for keyboard var besætningen således blevet til den, man efterfølgende – med diverse frafald senere i karrieren – lærte at kende som det ‘rigtige’ Genesis. Og de samlede tråden op, hvor de havde smidt den efter deres foregående album – men de gjorde det bare lidt bedre.
“The Musical Box” sætter ligesom stilen for det hele. På 10 minutter er det en veritabel kraftanstrengelse, og nærmest en fuldendt suite, der indledes med en kort cembalo-intro, inden den fortsætter med Peter Gabriel, der holder den tekstmæssige stil med samme slags fortælling som på Trespass; kryptisk, episk og let forførende (og så har han vist fået lidt mere styr på vokalen denne gang). Der er sådan lidt musical-stil over det meste af den første tredjedel af nummeret, komplet med fløjter, ‘La-la-la’ og en hel masse troubadour-musik, både 6- og 12-strenget, inden det hele tager fart og løfter sig ind i det mere rockorienterede med bulder og brag, distinkte trommer og elektrisk guitar og det hele lagt så stort an, at det bliver tydeligt, hvor Jim Steinman og Meat Loaf hentede deres inspiration fra. Det er faktisk et rigtig godt nummer; det er stort tænkt, det er godt udført og er man til genren – hvad jeg beklageligvis ikke er (længere) – så er det vel noget af det ypperste, man kunne/kan finde indenfor denne.
Lidt i samme stil finder vi afslutningsvis på side 1 den 8 minutter lange “The Return of the Giant Hogweed”, og det var vel kun prog-rockere fra England, der kunne havet fundet på dén titel og dét tema. Igen er vi i det dramatiske musical-landskab, men det har også et fint rock-snit over sig, og det bliver i al almindelighed bevist på albummet, at det er den retning, man også senere finder Genesis. Også “The Fountain of Salmacis” holder denne stil – og længde – og det hele sker på en eller anden halv-mytologisk baggrund, som jeg desværre ikke er lærd nok til at afkode, sådan rent tekstmæssigt – og som jeg med skam at melde heller ike gik særlig langt ind i, for visse steder er lyden faktisk lidt mudret, så det kan være svært at afkode Gabriels lyrik. Og så er den altså lidt teksttung. Der er godt nok mange ord, der skal ud undervejs…
Nursery Cryme fik heller ikke lov at spinne længe på grammofonen, og mere end et par gennemlytninger blev det ikke til. For vel er det en fin plade, og vel er alting lige niveauet over den foregående, men det er altså ikke ensbetydende med, at jeg er særlig begejstret for det. Det er stadigvæk fortænkt, og sine steder lidt kedeligt, og så er jeg ikke så vild med alle de rytmeskift og det dér stort anlagte musical- eller rockoperapræg, det har over sig. Men hvis jeg skulle anbefale nogle at begynde på lidt musikarkæologi i retning af progrocken, så ville jeg klart anbefale dem at starte her, frem for Trespass. Men hvorfor f…. smider de ikke den djævelske fløjtefanden langt væk??
PS: Phil Collins synger faktisk leadvokal på “For Absent Friends”, en let lille sag midt mellem de to ovennævnte på side 1. Det fandt jeg først ud af, da jeg læste på albumcoveret, for umiddelbart kunne jeg faktisk ikke høre, at det ikke var Peter Gabriel. Det er altså ikke så mærkeligt, at han blev forsanger, da Peter Gabriel senere forlod Genesis.