Jeg bliver nok aldrig den helt store fan af Genesis’ tidlige, stort anlagte progressive rock. Det er ikke fordi jeg ikke kan høre, at det er glimrende musikere, der både kan skrive og udføre begavede kompositioner, men hovedindtrykket efter at have hørt endnu en plade fyldt med mellotron, guitar, skiftende rytmer og 22 minutter lange(!) opusser med bibelske og græsk-mytologiske referencer i hobetal, er nok alligevel let kedsomhed.
Det er sikkert både synd og skam. Jeg er overbevist om, at mere vedholdende Genesis-fans i min alder ville kunne overtyde mig om, at det er fremragende musik, banebrydende indenfor netop dén måde at mikse rock- og popmusik med ægte kunst, og at det netop er på Foxtrot, at Genesis finder den formel, der så at sige definerer alle former for progrock fremover. Både for dem selv, og de efterfølgende mesterværker Selling England By the Pound og The Lamb Lies Down on Broadway, og for de bands, der skulle følge efter dem – især Marillion men også fx Magnum (begge band vender vi frygteligt tilbage til).
Ikke desto mindre er jeg ikke særlig vild med det. Det starter ellers lovende med den gedigne rock-nummer “Watcher of the Skies”, der på alle måder demonstrerer, at Genesis er blevet en solidt sammenspilet enhed. Dét nummer er rigtig fint, og det fungerer fantastisk som en nysgerrighedsskabende appetitvækker til det følgende. Men derefter kommer vi hurtigt retur til langstrakte lydflager og stort svungne, episke landskaber med quasi-mystiske tekster.
Hovedattraktionen på albummet er den afsluttende “Supper’s Ready”. En 22 minutter lang, 7-fløjet suite, der iøvrigt vist nok er en klokkeklar fan-favorit blandt de ‘rigtige’ Genesis-fans. Og selv om jeg måske nok finder den oppulent og overlæsset, så er den faktisk lidt af en kraftpræstation, både i komposition, lyrik og udførelse. Og heldigvis har lydbilledet ændret sig i en retning, så man rent faktisk kan høre instrumenterne. På de forrige plader havde lyden en tendens til at mudre lidt til – mest bemærkelsesværdigt på Trespass – men her har de tydeligvis fået styr på sagerne. Og selv om jeg højest fatter en brøkdel af teksten (og jeg tvivler i øvrigt på, at Peter Gabriel ville kunne fortælle, hvad den handler om i dag), så er også denne på et andet niveau end de samtidige konkurrenters. Men altså; jeg ville da svært gerne læse den universitetsuddannede musikhistorikers tolkning af følgende brudstykke fra den sjette del af “Supper’s Ready” med den vidunderlige undertitel “Apocalypse in 9/8 (Co-starring The Delicious Talents Of Gabble Ratchet)”:
With the guards of Magog swarming around,
The Pied Piper takes his children underground.
The Dragon’s coming out of the sea,
with the shimmering silver head of wisdom looking at me.
He brings down the fire from the skies,
You can tell he’s doing well by the look in human eyes.
You’d better not compromise.
It won’t be easy
666 is no longer alone,
He’s getting out the marrow in his bone,
And the seven trumpets blowing sweet rock’n’roll,
Gonna blow right down inside your soul.
Pythagoras with the looking glass reflects the full moon,
In blood, he’s writing the lyrics of a brand new tune
Men altså; det er en imponerende indsats, de unge fyre fra Genesis har lagt for dagen på Foxtrot, og det er en langt mere helstøbt plade end de to foregående, så jeg lægger mig fladt ned og erkender, at det sikkert er et bandsat godt album – og at jeg bare er en filister, hvis eneste markante kendetegn er sindssygt dårlig smag. For jeg er faktisk ikke særlig glad for den….