“Invisible Touch (Atlantic; 1986) er gruppens ubestridte mesterværk. Det er en episk meditation over urørlighed, og beriger og uddyber samtidig betydningen af de forudgående tre plader. Den har en resonans som bliver ved med at komme tilbage til lytteren, og musikken er så smuk at den næsten er uafrystelig”.
Så er alt vist da sagt om Genesis’ til dato største hitalbum. Og hvis der skulle sidde en enkelt læser derude, som måske ikke er helt enig, så lad mig ile til hjælp: ovenstående beskrivelse er hentet fra Bret Easton Ellis’ fabelagtige roman American Psycho (1991) og den er dermed lagt i munden/pennen på den psykopatiske massemorder Patrick Bateman. Gennem hele romanen brydes fortællingen med jævne mellemrum op af ‘anmeldelser’ af musik, som Bateman hører, og karakteristisk for alle anmeldelserne er, at jo glattere og mere pop- og hitorienteret (og overfladisk) musikken bliver, desto bedre for Bateman. Som med resten af romanen driver anmeldelserne af ironi og uvederhæftighed, men som baggrund for en overfladekultur, der lever af ligegyldigheder og som der skal bestialske og stadigt mere raffinerede mord til at bryde, er det jo vældig passende.
Nå, nu er dette jo ikke en litteraturblog, så lad os komme videre med musikken. Invisible Touch blev et kæmpehit over hele kloden og katapulterede Genesis helt op i pop-stratosfæren – hvor lead-man Phil Collins allerede befandt sig. Han havde i 1985 udgivet No Jacket Required og var på den baggrund blevet kæmpestor som solist. Også Mike Rutherford havde puslet med sit eget band, Mike And The Mechanics, med moderat, men målelig, succes til følge. Der var således blevet lagt lidt yderligere fornemmelser for slagfærdige hit- og pop-melodier til gruppens indspilninger af albummet.
Det kan høres hele vejen gennem albummet. Her er hit på hit – fem af slagsen blev det til – såsom titelnummeret, “Tonight, Tonight, Tonight”, “In Too Deep” og den rockede “Land of Confusion” – sidstnævnte hjulpet godt på vej af en fantastisk musikvideo med dukker i form af Ronald Reagan, Gorbatjov og Mussolini fra det engelske satireshow “Spitting Image”. Det var dansevenligt til diskoterne, solide radiohits i form af balladerne og lidt politisk opråb. Og så havde de fleste af sangene både hooks og omkvæd – noget, der i den grad var fraværende på gruppens første mange albums.
Lad mig være helt ærlig; det er ikke ofte, Invisible Touch kommer på pladespilleren. Dertil er den nok for præget af sin tid, og selvom man ved genhør sagtens kan høre kvaliteterne i det meste af, hvad gruppen foretager sig, så er det måske ikke ligefrem hits af den blivende slags, man præsenteres for. En del lyder faktisk som materiale, man sagtens kunne have forestillet sig på et Phil Collins solo-album (en kritik, det også blev mødt med i sin samtid), og alt andet lige; der er godt nok langt fra excesserne på fx Foxtrot til Invisible Touch. Faktisk er det svært at høre, at det er den samme grundstamme, der har medvirket på begge plader.
Nå men det tjener jo kun til at understrege, at man aldrig bliver for gammel og udtjent til at at udvikle sig. Og jeg bøjer mig gerne i støvet og anerkender, at Invisible Touch blev et ualmindeligt fortjent hitalbum på alle sider af verdenshavene.
Citatet fra Bret Easton Ellis’ American Psycho er hentet fra den danske udgave (Lindhardt og Ringhof, 1992), s. 141