Hvis man er et hårdtarbejdende pladeselskab, der gerne vil tjene lidt penge på de kunstnere, man har i stalden, men måske ikke har det store markedsføringsbudget, og heller ikke helt har råd til eller mulighed for at udgive en single pr. band eller kunstner, hvad gør man så? Ja, man kunne jo overveje at gøre som London (pladeselskabet, ikke den engelske hovedstad) gjorde i 1987. De tog nemlig et par gode håndfulde af nogle unge, debuterende og/eller up-and-coming bands og kunstnere og udgav dem samlet på én LP. Dermed var alle liegeligt repræsenterede, de forskellige radio-DJs skulle ikke rode rundt i singlebunkerne, og der var således mulighed for masser af air-time. Og måske også et enkelt break-through eller to?
På den led er det ret sjovt at eje sådan en plade som Giants. Her kunne man få lejlighed til – for forholdsvis beskedne midler – at lytte til en række bands og en række sange, som ikke var brudt gennem lydmuren endnu, og herigennem måske også opdage noget musik, som rødderne hjemme på kollegiet endnu ikke havde opdaget.
Endnu sjovere er det faktisk at hive pladen frem, sådan ret præcist 30 år efter, og høre, hvad der blev satset på dengang – og så måske også lige gå rækken af stjerne in spe igennem, for lige at finde ud af, om de så også slog igennem, sådan for alvor.
Og svaret på det er et klart og rungende; Tjahhhh, lidt, måske…. Der er navne, der klinger velkendt, uden at jeg helt husker hvorfor (Voice of the Beehive, fx, der åbner ballet med den let rockende “Beat of love”), og der er navne, som jeg husker og genkender for noget godt (Fine Young Cannibals, der er repræsenteret med “I’m Tired of Getting Pushed Around”) og der er navne, der nådigt er røget ud i kollektiv glemsel (herunder Hard Rain, der har et Simple Minds-lignende nummer med på skiven; “I Will Remember”).
Nogle af bandene holdt ved en rum tid, herunder fx Voice of the Beehive, der var aktive frem til 1995 og herefter lavede en hurtig re-union i starten af 00’erne, mens andre hurtigt forsvand fra musikscenen. Blandt dem førnævnte Hard Rain, der på Discogs er noteret for blot to singler, hvoraf sangen, der er med her, er den ene. Også irske Hothouse Flowers fik et ganske pænt gennembrud i kølvandet på en pauseoptræden ved Melodi Grand Prix(!), og deres “Lonely Lane” er et ganske rammende og ganske fint udtryk for den musik, de efterfølgende blev kendt for. Og så er der faktisk et enkelt nummer med på pladen, der blev et ganske pænt hit: The Kane Gangs “Don’t Look Any Further” var et vaskeægte one-hit-wonder i 1987.
Ellers står den på fx Communards og Bananarama, og her er vi jo i velkendt 80’er-land, og så er der alle de andre…. Der er ikke så meget, der stikker ud, og alt i alt er pladen primært fin, hvis man vil have et hurtigt lyt til det, der kunne have været blevet til noget. Noget af det pæneste, der er at sige om den, er, at den trods alt ikke er ren Stock/Aitken/Waterman, producerteamet der ellers nok kunne siges at have en vis succes i 1987 med navne som Rick Astley, Bros og Kylie Minouge i stalden.
Jeg kan se, at jeg tilbage i slut-80’erne har betalt 49.95 for pladen, og det var jo mange penge dengang. Det var også for mange – og det er det fortsat. Den behøver De med andre ord ikke investere i, men skulle De alligevel have de lyster, kan De jo rette henvendelse hertil, så kan vi måske finde ud af noget.