Det er lidt af en tilsnigelse at kalde dette album The Dizzy Gillespie Story. Ihvertfald hvis man med den titel vil signalere, at her får man hele hstorien om den amerikanske trompetvirtuos på bare to pladesider.
Det får man nemlig ikke. Man får i stedet to studieoptagelser fra hhv. 1946 og 1951, hvor Gillespie sammen med en række musikere spiller lystigt løs i en blanding af up-tempo swingmusik og den bebop-stil, Gillespie var med til at udvikle sammen med fx Charlie “the Bird” Parker. Ham finder man ikke blandt medmusikanterne, og heller ikke andre af de samtidige skelsættende jazz-musikere som Thelonious Monk eller Bud Powell.
Men mindre har jo så nok også kunnet gøre det. I virkeligheden er det lidt ligemeget, for jeg er ikke særlig glad for denne plade. Jeg har over adskillige omgange fortalt, at ganske vist ejer jeg en del jazz-plader, men jeg er ikke særlig velbevandret indenfor genren. Mit eneste redskab til at vurdere det er – kort sagt – om jeg synes, at det er godt, når nålen rammer skiven. Det synes jeg fx, at det er, når jeg hører Miles Davis’ Kind of Blue og når jeg hører Niels Lan Doky fra Montmartre.
Til gengæld er jeg ikke særlig glad for traditionel, fodtrampende New Orleans-jazz, som når det bliver udført af Chris Barber og nu kan man så føje denne plade med Gillespie til listen over jazz-albums, jeg nok ikke vil høre særlig ofte fremover. Det er selvfølgelig svært ikke at holde af den trompetspillende virtuos, når hans basunkinder blæses op af al den tilbageholdte luft og når hans horn er ‘knækket’, så klangstykket står lige op i luften. Men det gør altså ikke musikken på pladen særlig interessant (for mig).
Så vi lader den simpelthen ligge her, og stiller den stilfærdigt tilbage på reolen, mens jeg afventer, at jazz-elskere og folk, der generelt er bredere kulturelt funderet end jeg er, forkasteligt vil kalde mig en åndsamøbe uden smag, der ikke forstår at værdsætte de finere nuancer i musikken. Det er hermed erkendt, så dén diskussion behøver vi ikke at gå særlig dybt ind i.