I mine ‘dogme’-regler fremgår det klart og tydeligt, at mine plader i samlingen vil blive lyttet til – og derefter beskrevet/anmeldt – i alfabetisk rækkefølge, sorteret efter kunstner. Jeg kunne have valgt andre principper, fx alfabetisk efter titel eller efter udgivelsesår. Og allerede nu er jeg inde i overvejelserne om, hvorvidt dette ikke ville have været at foretrække. Tre albums med AC/DC på én aften er, ihvertfald for undertegnede, aldeles tilstrækkeligt, ja næsten overvældende. Og ikke nødvendigvis på den gode måde.
The Razor’s Edge udkom i 1990, og noget af det smukke ved den er, at det ved gennemlytning bliver hjerteskærende tydeligt, at den australske supergruppe ihvertfald ikke har spildt deres på det tidspunkt 14 år lange karriere på musikalsk udvikling. Det er øl-bøvet, fodtrampende rock’n’roll, og vidste man ikke bedre – og havde det ikke været for den let forfinede produktionsteknik – kunne albummet lige så vel være udkommet i 1983 eller 1978.
MTV var dominerende blandt den unge generation i start-90’erne når det kom til formidling af den nye musik, og Razor’s Edges slagnummer, “Thunderstruck” fik al den air-play på kanalen, den kunne trække – og lidt til. Forståeligt nok gik det track rent ind hos publikummet, med den indledende guitarfigur, der gentages i en uendelighed, kombineret med et stadigt højere mandskor, der lægger fundamentet for senere fællessang blandt publikum. Og blandt alle guitarfigurer, har vi her at gøre med en, der er blevet så tæt på at være ikonisk, som man næsten kan forestille sig. (Og nå, ja; det er faktisk et ret fedt nummer; mit forbehold overfor pladen er muligvis betinget af, at det er det f…… tredje album med AC/DC jeg lytter til på én aften).
Også den anden single fra albummet – “Money Talks” – blev voldspillet alle vegne, på trods af, at den ret beset blot er en let larmende version af en blues-rock-standard. Og som Rolling Stones anmelder, John Mendelsohn, skrev: “AC/DC sætter med denne plade en ny rekord for den længste karriere uden en eneste ny idé undervejs”. Tja, nok ikke helt ved siden af, men mon ikke fx. The Rolling Stones kunne have givet dem kamp til stregen på dette tidspunkt?
Anyways; nu har jeg hørt den – igen. Og jeg tror måske, at den får lov at blive på hylden et par dage/uger/måneder/år mere.