Jeg ejer det meste af The Beatles’ produktion, 17 plader med David Bowie, C.V. Jørgensens Sjælland og de fleste af Led Zeppelins plader. Der er mesterværker spredt rundt omkring i samlingen, ligesom der kan findes adskillige makværker, der aldrig burde være blevet udgivet. Og et eller andet sted, gemt godt af vejen sidst i G-sektionen af pladereolen, står et debutalbum, der blev udgivet i 1987 med et finsk band, der hed Gringos Locos.
Albummet udgør lidt af et mysterium for mig. Ikke nok med, at jeg ikke aner, hvornår – og under indflydelse af hvilket rusmiddel – den er blevet indkøbt til samlingen, der er heller ingen fornuftige hints til ophavsmændene, og på trods af alle moderne teknologier og søgemuligheder på det dersens indernet, er det aldeles sparsomt med informationer om bandet. En søgning på bandnavnet gav således primært hits til californiske spisesteder med mexicanske menukort, hvor navnet Gringos Locos øjensynligt er hyppigt anvendt.
Det skal naturligvis ikke forhindre hverken en gennemlytning eller en overfladisk musikarkæologisk afdækning. På vegne af de trofaste læsere har jeg derfor investeret en ikke ubetydelig mængde tid og kræfter i at kunne levere alle de oplysninger, der måtte være behov for, således at også De vil kunne brillere med musikalsk trivia om dette i virkeligheden alt for oversete band fra de 1000 søers land – og dermed indlægge Dem evig hæder og ære som kulturelt orakel.
Gringos Locos bestod af fire finske musikere, blandt andet med de vidunderlige navne Masa Maijanen og Mieri Miettinen og en forsanger, der efter navnet at dømme ikke var indfødt finne. Han hed nemlig Richard G. Johnson, og udover den glorværdige karriere i Gringos Locos indlagde han sig uvisnelig berømmelse senere, da han medvirkede på Leningrad Cowboys Go Space i 1996. Også guitaristen Jyrki “Muddy” Manninen virker ganske habil; han har ihvertfald spillet i Wishbone Ash efterfølgende. Efter udgivelsen af Gringos Locos, der blev taget rigtigt pænt imod af den samtidige (finske?) presse og ikke mindst det britiske rockmagasin Kerrang, der gav den 5 K’er, blev de tilbudt en aftale om ikke mindre end syv albums af det internationale pladeselskab Polydor. Dén aftale røg dog hurtigt i vasken af uvisse årsager, men stumperne blev samlet op af Atlantic, der i 1989 udgave deres andet album Punch Drunk.
Så langt, så godt. Det besvarer ikke rigtigt spørgsmålet om, hvorfor jeg dog nogensinde har indkøbt pladen, men så kan jeg jo lige så godt hoppe op på den høje hest og erklære, at det gjorde jeg i frem- og udsynethed, da det dengang lå mig meget på sinde at være first-mover indenfor international rock med et skandinavisk undergrunds-twist, og at jeg derved kunne spotte et up-and-coming band hvor- og nårsomhelst. (Det er ganske vist løgn fra ende til anden, men det lyder jo meget godt, så den lader vi stå lidt.)
Når alt ovenstående så er sagt og skrevet, så er Gringos Locos et album smækfyldt med hurtig hair- eller semi-heavy metal med et sydstats rocktwist. Hvis man nu forestiller sig en krydsning mellem Aerosmith, Bon Jovi og ZZ Top, med et drys af AC/DC over det hele, så har man vist et meget godt billede af genren. Det leveres solidt og professionelt, men i virkeligheden uden at noget af det sætter sig rigtigt fast. Der er masser af solid guitar over det hele, og der er stort set ingen mislyde undervejs (måske bortset fra den indledende skæring på side 2: “Susie”, som er en lidt for langsom drøvtygger).
Men ellers er det groovy, guitarbaseret bluesrock i retning af hard- eller heavyrock, og som sådan har det med garanti gjort god fyldest, når det skulle være lidt højt og lidt hurtigt, og når der skulle spilles lidt luftguitar. Men når alt kommer til alt, så er det altså også forståeligt nok, hvorfor Gringos Locos trods langt hår og solide basgange ikke nåede helt op i rockhimlen.