Der findes plader der, måske på trods af deres kvalitet eller mangel på samme, for evigt bliver brændt ind i hukommelsen. Det er den slags plader, som man måske ikke har hørt i 15, 20 eller helt op til 30 år, men som bliver spillevende i samme øjeblik, de bliver lagt på den roterende skive på pladespilleren. Det er den slags plader, hvor man kan synge med på samtlige tekster, hvor hvert eneste riff, lick og solo sidder brændt fast i hukommelsen, så man kan nynne med hver gang, de bliver hørt.
Ofte er det omstændigheder og øvrige erindringsbilleder der gør, at de har fæstnet sig på denne måde. Og det er netop det, der er tilfældet på GTR’s eneste selvbetitlede album. Det blev indkøbt som helt ny plade, dernede i 80’erne, forud for at jeg sammen med en god ven drog ud på årets udgave af den tids dannelsesrejse, InterRail.
Der var sat kurs mod fjerne lande, fremmede kyster, sol, varme og afsindigt lange togrejser på kryds og tværs i Europa. Og da vi efterhånden var erfarne rejsende, skulle vi naturligvis kunne fordrive den megen ventetid på festlig vis, så vi havde lånt os frem til en lille, afrakket (og blå!) transportabel kassettebåndoptager, der knap nok fortjente betegnelsen ghettoblaster. Den skulle jo fordres med både batterier og musik, så derfor overspillede vi nogle plader til bånd, så vi kunne holde lidt fest undervejs.
Det var for så vidt en god idé, men efter ganske kort tid havde vi kun ét bånd tilbage, hvor netop dette album var at finde på den ene side (den anden side vender vi tilbage til senere i alfabetet). Og sådan gik det til, at GTR blev underlægningsmusikken til den sommers udskejelser, thi det udgjorde jo så 50% af al den musik vi hørte – og vi hørte tit musik.
Jeg skal ikke trætte den tålmodige læser med festlige ferieminder her (omend der er en del artige af slagsen), eller uploade diasshowet med rejsebillederne, men blot konstatere, at GTR gjorde god nytte i al landskens sammenhænge – incl. kontakt med nye, internationale bekendtskaber af begge køn. Og de glade toner har lydt på banegårde, i pensionater og på campingpladser så eksotiske steder som Paris, Lissabon, Cadiz, Algeciras og Tanger – og ofte under de fabelagtige akustiske forhold som banegårde fra det 19. århundrede kan tilbyde.
Det kunne godt komme musikken til gavn, for den var så at sige skabt til formålet. Der er godt nok højt til loftet her, og der er ingen tvivl om, at albummet skulle finde en naturlig plads på stadions og arenaer over hele verden. GTR var nemlig en supergruppe, skabt af de to fremragende rockguitarister Steve Hackett (Genesis) og Steve Howe (Yes og Asia), og tilsammen skabte de basis for aldeles trådbaseret lang- eller højthårs rockmusik i grænselandet mellem progrock og heavy.
Det er en plade, jeg nærer en del ømme følelser for, som det muligvis fremgår af ovenstående. Men det er – desværre – ikke en særlig god plade. Beklager dybt og inderligt til alle fans, men det hele er sådan lidt for meget på næsten alle områder. Der bliver sunget (flot) igennem af Max Bacon – som man vist efterfølgende ikke har hørt så meget til – og guitarerne træder næsten hinanden over fødderne for at komme til med smækre soli og solide riffs. Og alligevel løfter det sig ikke rigtigt over det postulerede og voldsomt ambitiøse. Det er grandiost, powerfyldt og med masser af reverb, og med lidt mere sans for hitkomposition mv., kunne de muligvis have nået højder som fx Bon Jovis – men så alligevel; hverken Hackett eller Howe var jo ligefrem pige-betvingere, sådan rent udseendemæssigt.
Det blev til et lille hit med albumåbneren “When The Heart Rules The Mind” og undervejs kan man høre reminiscencer af både Genesis og Yes, fx i instrumentalstykket “Hackett To Bits” (gæt iøvrigt selv, hvem der spiller solo på den?) Det var bare ikke helt nok, og nådigt nok opløste bandet sig selv året efter debuten uden at gide gøre sig umage med en opfølger.
Men det gjorde ikke genhøret mindre glædeligt for mit vedkommende. Vel er det svulstigt, alt for guitarpræget og stilforvirret, men det var altså også det album, der ledsagede os hele vejen fra Spaniens sydlige Middelhavskyst til Paris over 30 timer i bumletog – og som undgik at lide den ydmygende død i den sjove leg, vi opfandt sammen med tre friske fyre fra Sheffield, England, som hed ‘Throw It Out The Window’ – og som bedst leges i en lukket kupé efter indtagelse af pæne mængder alkohol.
Alt i alt; det var fedt at høre den igen. Også selv om man i mellemtiden er blevet midaldrende og ikke lige er at finde forrest i køen af rygsækrejsende.