I 1987 udgav Guns N’ Roses et brag af et album, der stort set lagde hele verden for deres fødder. Appetite For Destruction solgte millionvis af albums og gjorde rock’n’roll cool igen. Når bandet så samtidig udlevede alle rockens klichéer som ‘the most dangerous band in the world’ med druk, stoffer, kvinder, interne og eksterne slagsmål (gerne under koncerterne) og deciderede optøjer ved deres optrædener overalt på kloden, så var stilen ligesom lagt.
Axl Rose, Slash, Izzy Stradlin, Duff McKagan og Steve Adler var den perfekte besætning til bandet. Riffmesteren Slash og den notorisk hysteriske Axl Rose var den synlige forgrund i bandet, der ellers levede af Stradlins sikre kompositioner. Det forbløffende var, at Appetite For Destruction kunne ramme så bredt, som tilfældet var, med dens drengerøvsfokus på sex, drugs and rock’n’roll, men selv pigerne var med! Sange som “Sweet Child of Mine”, “Paradise City” og naturligvis “Welcome to the Jungle” ramte øjeblikkeligt hitlisterne og bortset fra de momentane udfald ved live-optrædenerne kunne de fem unge rockere snart kalde sig superstjerner.
Jeg ejer desværre ikke længere Appetite for Destruction – den er blevet lånt ud eller forlagt under en flytning eller lignende – men den hurtige opfølger GN’R Lies står så til gengæld og hygger sig i min reol. Da den blev udgivet blev den lidt uretfærdigt afskrevet som et kommercielt opkog, et forsøg på at hugge pengene ud af lommen på publikum og holde interessen fanget frem til deres næste fuldlængde album.
Pladen er da heller ikke et ‘rigtigt’ album. Det består på den ene side af numrene fra den EP, de udgav forud for debuten, Live ?!*@ Like a Suicide, der udkom i 1986, og på den anden side fire akustiske numre; tre nyskrevne og et omarrangeret fra Appetite…, “You’re crazy”. De skumle bagtanker om cash-flow kan dermed sikkert forsvares, men det gør det nu ikke alene. Pladen demonstrerer nemlig også noget karakteristisk for bandet, nemlig deres liveoptrædenders styrke, når de altså gad spille, og så deres talent for gode, traditionelle rock- og bluesnumre, som de kommer ganske nedbarberet til udtryk i den akustiske version. Og på begge sider Axl Roses karakteristiske og helt enormt udtrysfulde vokal – og talentet for at bruge den rigtigt, med eller uden fræsende rockguitarer bag sig – og Slash’ og Stradlins virtuositet på guitarerne.
“Patience” blev det store hit fra pladen – og den eneste single Guns N’ Roses nogensinde udgav – men de øvrige akustiske numre holder helt klart standarden. Blandt dem er jeg ret begejstret for “I Used To Love Her”, der i omkvædet fortsætter med linjen; ‘But I had to kill her’. En glad lille, bluesbaseret rock-standard med en let foruroligende tekst. Endnu mere foruroligende er dog “One In A Million” med tekstlinjer som “Police and niggers, that’s right / Get outta my way” og
Immigrants and fagots
They make no sence to me
They come to our country
And think they’ll do as they please
Det var – og er – ikke rare sager, og sangen medførte forudsigeligt nok en del ballade, hvor blandt andet kritikeren Jon Pareles skrev, at Guns N’ Roses nu havde skræddersyet deres image til “white, heterosexual, nativist prejudices, denouncing blacks, immigrants and gays”. Teksten er udelukkende Roses, og han måtte da også forsvare sig adskillige gange – men om den så er et udtryk for hans holdninger forbliver vist et ubesvaret spørgsmål.
GN’R Lies er et album, der er fint at eje, hvis man skal have fat i hele Guns N’ Roses DNA. Den hurtige, blues- og boogiebaserede knald-på-rock på side 1 demonstrerer med al ønskelig tydelighed, hvorfor bandet blev kæmpestore (om end der måske mangler lidt af den punkinficerede farlighed fra Appetite for Destruction) og den akustiske del viser bandet frem fra den traditionelle side, hvor rødderne i folk- og countryrock bliver tydelige.
Personligt synes jeg det er en fed plade – og jeg er aldeles vild med coveret (og innercoveret), der er udformet som tabloidavis med bizarre overskrifter som “Experts find using left side of brain increases breast size”, “She broke my heart … So I ripped hers out” og “Gay vicar in gangbang horror”.