Et gammelt mundheld siger, at der er to sikre elementer i livet: døden og skattevæsenet. Et tredje kunne være Halberg Larsen – ihvertfald for de af os, der har nået skelsår og alder, og for de, der på et eller andet tidspunkt har deltaget i en firserfest hjemme hos den kreative veninde eller i den lokale hal.
Indledningsnummeret på Halberg Larsens album Transit vil med sikkerhed være blevet spillet i en sådan anledning, og for os andre, der ikke nødvendigvis behøver klæde os ud i pastelfarver, afblegede lokker i høj opsætning og sejlersko for at erindre et årti, man måske har lidt for tæt i hukommelsen, vil det samme nummer have været en fast bestanddel af radioernes playlister og repertoiret på det lokale diskotek.
Hvis De ikke allerede har gættet det, hedder sangen “Magi i Luften” – og nu kan De nok allerede nynne med på det, ikke? Hvis ikke, så kan jeg fortælle, at det består af en fin, lys up-tempo instrumental intro, fulgt af et brat temposkift i verset, og med fuld knald på omkvædet. Det fungerer jo aldeles fint, med mindre man er 18 år gammel og befinder sig på det lokale diskotek og netop har taget sig sammen til at byde aftenens udkårne Linda op til dans. Der vil i givet fald med garanti opstå et akavet øjeblik, fra det moment, hvor man har hoppet svedende rundt til omkvædet, hvorefter tempoet i versestykket nærmest indbyder til stillestående kinddans. Og dét går jo ikke, når man lige har mødt Linda og forsøger at bevare den cool attitude. Det kan medføre ubehagelige sekunder, når man er landet ca. 1½ meter fra hinanden, og nu står med let vuggende bagdel og stirrer febrilsk rundt, mens man holder hænderne langs siden og ikke rigtigt ved, om man tør række ud efter hende.
Men bortset fra det, så er her altså tale om en klassiker – ja på mere end 30 års afstand er det vel nærmest hvad man kunne kalde en evergreen? Og her taler jeg om det enkelte nummer, forstås, ikke hele pladen. Den er nemlig forholdsvis hurtigt glemt. En samling sange i noget pop-funk-stil uden bemærkelsesværdige øjeblikke iøvrigt. Men det hele er velproduceret i den gedigne 80’er-stil og med en fint syngende Mona Larsen i front.
Poul Halberg, som den anden halvdel af duoen bestod af, hoppede et par år efter videre til en anden og lidt større hitmaskine; Ray-Dee-Ohh. Men ellers er der ikke så meget for undertegnede at komme efter i denne del af dansk musikhistorie. Til gengæld kan jeg berette, at jeg modtog pladen som sådan en slags ‘Ha-Ha’-gave fra en bekendt, der på denne måde nok syntes, at han fik taget bagdelen på mig. Men det gjorde han ikke, thi jeg anerkender fuldt ud slagkraften i et dansk kæmpehit og på grund af dens musik- og kulturhistoriske betydning får den lov at forblive i samlingen. Så kan jeg om føje år nemlig invitere til min egen firserfest, og der skal De være såre velkommen til at udfolde alle Deres talenter på dansegulvet.