Efter næsten 250 beskrivelser af plader, der af den ene eller anden grund befinder sig i min samling, kan man efterhånden begynde at ane et mønster på såvel makro- som mikroniveau. For at begynde med det første, så er det efterhånden blevet forholdsvis tydeligt for den vedholdende og – i mange tilfælde – voldsomt tålmodige, læser, at der groft sagt findes to slags plader i samlingen. Dem, der er blevet indkøbt i glæde for musikken, og som er blevet hørt adskillige gange, og dem, der er dukket op undervejs, enten som røver-/ eller loppekøb, som gave eller som følge af et momentant hjerne- og bedømmelsessvigt.
På mikroniveau vil en overfladisk nærlæsning (lagde De mærke til selvmodsigelsen her?) af de enkelte beskrivelser afsløre, at der ofte først finder en overordnet beskrivelse sted, enten af kunstneren/gruppen, af det tidspunkt i kunstnerens karriere vi befinder os på tidspunktet for udgivelsen, eller af de omstændigheder, hvormed skribenten ihukommer anskaffelsen eller omstændighederne hvorunder pladen er blevet hørt første gang. Denne indledning bliver i ganske mange tilfælde fulgt af mere eller mindre ligegyldig trivia om kunstneren/pladen/bandet/genren/tiden hvorefter der følger en beskrivelse af pladens indhold, efterfulgt af en kort, aldeles subjektiv, bedømmelse.
Og efter denne meta-øvelse udi kunstnen at beskrive sine plader, kan jeg så kaste mig over Daryll Hall & John Oates udgydelse, Big Bam Boom. Men det gider jeg faktisk ikke. Det er allerede et alt for højt tidsforbrug jeg har haft på dette album indtil nu – og jeg har endda kun nævnt titel og kunstner(e)! Faktisk gider jeg fra nu af aldrig mere beskæftige mig med Hall & Oates, for på trods af, at jeg gik til opgaven med krum hals, og forsøgte at holde mig fri fra alskens fordomme, forforståelser og rygtevise antydninger af kvaliteten af duoens produkter, så må jeg gå til erkendelse og straks berette, at dette er en af de absolut ringeste plader i min samling. At den ikke allerede er udråbt til den værste skyldes udelukkende, at jeg endnu ikke har hørt alle pladerne til ende.
Faktisk var det sådan, at jeg fire numre inde på side A – den indeholder fem numre – var tæt på at opgive hele projektet. Ikke kun denne plade, men hele Vinylstak-projektet, for hvad er vel pointen i at udholde dette, tænkte jeg. Der er ikke mange læsere til siden her (jeg får leveret statistik hver dag), og hvis de læser dette, vil de nok ikke være motiveret til at efterprøve min dom. Og hvorfor dog spilde 40 minutter på at høre vederstyggelighederne, efterfulgt af 30 – 40 minutter på at skrive om det, når det eneste, det bibringer mig er en følelse af lede? Men på den anden side; vi er på vej til Hendrix og Hooker, og det vil jeg – alt andet lige – gerne høre, så vi holder ud og holder projektet kørende, gør vi.
Så hermed, fuldstændig uden trivia om hverken det ene eller det andet: Det er en aldeles forfærdelig plade, Hall & Oates har lavet her. Der er ingen undskyldning for at have udgivet den, og der er ingen grund til at høre den. Der var en gang, at en sang som ‘Out of Touch’ kunne hitte, men den tid er forbi, og det samme er tiden for resten af det gebrækkelige skidt, der diskes op med. Syntetiske trommer af den slags, som kun de mest amatøragtige musikere indkøbte som trommemaskiner i 1980erne, synhesizere og postuleret up-tempo dansevenlig poprock, som ingen kan holde ud at danse til. Det hele serveret med selvhøjtidelighed, simple tekster, der virker som om de er skrevet af efter aforismerne bag på Ga-Jol-æskerne og totalt blottet for bare et svagt skin af humor. Det kan være svært at tro på, men jeg fik undervejs i lytningen faktisk reel, fysisk kvalme (men det kan selvfølgelig også skyldes, at jeg sprang frokosten over og blev nødt til at hive en whisky indenbords for at holde det hele ud).
Så hvad end De måtte foretage Dem; køb ikke dette album. Og hvis De allerede ejer det; sæt det ikke på – og skulle det ske ved et uheld eller et barns eller en gæsts mellemkomst, så skru ned, tag det af eller risikér at ødelægge alt fornuftigt samvær undervejs i gennemlytningen.
Dette er en plade, jeg ikke bryder mig om.