Herbie Hancock er vist et ualmindeligt velrenommeret navn indenfor diverse former for moderne jazz. Ganske som Miles Davis, som Hancock spillede sammen med i dennes post-bop-periode, var Herbie interesseret i at afsøge enhver form for nybrud indenfor musikken, og det gav sig udslag i al landskens former for indspilninger, og – som det vel efterhånden var traditionen indenfor jazz – en række afgrænsede perioder i hans samlede oeuvre.
Thrust er Hancocks andet album med det band, han navngav The Headhunters. Det foregående var blevet modtaget rigtig fint af både publikum og anmeldere, og Thrust samlede op, hvor det foregående slap. Og det er – for en aldeles uhildet og latent jazz-skeptisk lytter som undertegnede – mere spændende end egentligt nydelsesfyldt at lytte til.
Først og fremmest, så er mindst tre af de fire numre på albummet fyldt med, hvad man kunne kalde funk-jazz. Det er simpelthen noget funky shit, de får brygget sammen her. Masser af melodibærende, groovy og funky basgange og en hel masse lækkert lir ovenpå, kreeret med al det moderne grej til musikfrembringelse, som der fandtes i 1974. Det kan godt være lidt anstrengende at lytte til en stryger-synthesizer i lang tid ad gangen, og i andre tilfælde tager de maskinelle lyde næsten fokus fra musikken, men der er ingen tvivl om, at det er folk, der ved hvad de gør, der optræder sammen med mesteren.
Men er jeg ikke fuldstændig fortabt og begejstret for musikken og maskinlydene, så bør der her lyde en hyldest til et ofte overset, men uundværligt, medlem af et hvilket som helst band; trommeslageren! Det er et fåtal af trommeslagere, man umiddelbart kender navnet på, da det oftest er guitaristen eller vokalisten, der er i fokus, og en hurtig associationsleg hos undertegnede over berømte trommeslagere i musikverdenen gav ikke mange navne; Ringo Starr, Dave Grohl, Lars Ulrich og i jazz-verdenen Gene Kruppa var de navne, der først dukkede op – og så blev der iøvrigt hurtigt tømt. Men hvis man gerne vil høre, hvor meget en trommeslager kan bære en plade, så er Mike Clark et glimrende eksempel på det på Thrust.
At han kan holde takten er naturligvis udenfor enhver diskussion. Han og bassisten, den for mig aldeles ukendte Paul Jackson, lyder som om de er i næsten telepatisk forbindelse hele vejen, og elegancen i trommespillet udtrykkes ikke blot i de sindssyge synkoper, men i lige så høj grad i, hvordan han – midt i alle excesserne – næsten uhørligt er knivskarp i at ramme hver eneste af de bærende takstlag på nano-sekundet. Og i de præcise nedslag i og efter breaks.
Så hvis De, ganske som det er tilfældet for undertegnede, måske ikke alt for ofte hopper hen til musikreolen for at høre synthesizerbåren, elektronisk funk-jazz, så prøv det en enkelt gang eller to alligevel; om ikke andet så for at nyde Mike Clarks trommespil (og også gerne Paul Jacksons funky bas), og sæt Dem så gerne i en stol eller sofa, smæk benene op, og forsøg at værdsætte, i hvor høj grad rytmesektionen bærer dette fine album.