Ron, Ray og Bill Foulk var tre entreprenante brødre, som i 1970 arrangerede, hvad der skulle blive den tids største musik-event, som endog endte med at overgå publikumstallet fra den langt mere berømte Woodstock-festival året før. Mellem 600.000 og 700.000 festivalgæster havde ladet sig transportere til øen i den Engelske Kanal, hvor navne som The Doors, Leonard Cohen, The Who, Miles Davis, Joan Baez, Jethro Tull og Joni Mitchell var blandt de musikalske superstars.
Det var jo alligevel et imponerende line-up. Og det hele blev naturligvis lidt større end arrangørerne kunne håndtere, så festivalen blev de facto en ‘free-for-all’, selv om adskillige publikummer havde betalt forud for festivalen. Det blev også lidt af et logistisk mareridt at får transporteret musikere, grej, presse og ikke mindst over end en halv million glade hippier til en ø, der normalt huser lidt under 100.000 indbyggere. Men det lykkedes – om end ikke alle kunne høre musikken, da den stærkt forblæste ø ikke lige var det ideelle sted at afholde en koncert, sådan rent lydmæssigt – og på trods af rygter om det modsatte, blandt andet via Murray Lerners tendentiøse film om festivalen Message to Love: The Isle of Wight Festival, foregik det uden voldsomme episoder og vold.
Mange af koncerterne fra festivalen er efterfølgende blevet dokumenteret via både film og plader, og en del af dem kan i dag ses på diverse videotjenester. Det er ret sjovt at gå på opdagelse på denne måde, ikke mindst fordi det her viser sig, at datidens kunstnere i virkeligheden var ret dygtige. Og det gælder naturligvis også The Jimi Hendrix Experience.
Jeg har nu ikke så meget at sige om denne udgivelse. den kom på gaden ret hurtigt efter optagelsen og ret kort tid efter Jimi Hendrix’ død. Han døde måneden efter festivalen, og det kan jo godt give overvejelser i retning af, at der var nogle, der kunne se de økonomiske fordele i denne udgivelse. Det understreges også af, at selv om han på Isle of Wight er omgivet af the usual suspects, Noel Redding på bas og Mitch Mitchell på trommer, så er albummet ikke en The Jimi Hendrix Experience-udgivelse; på coveret er det kun Jimi Hendrix’ navn, der forekommer.
Isle of Wight er den sidste af mine Hendrixplader. Og den er som sådan fin nok, men den er ikke lige så god som hverken Winterland, Radio One eller Are You Experienced. De spiller glimrende, og der er knald på hele vejen, men de foregående plader demonstrerer i langt højere grad, hvorfor Hendrix blev den faderfigur for moderne guitarrock, han blev. Men hey; det er på Isle of Wight, at man kan høre den flænsende, rockende og fræsende udgave af Dylans “All Along the Watchtower”, som i Jimi-drengens hænder bliver et vaskeægte rock-nummer frem for en kryptisk bibelballade med mytisk tekst, som den var i Dylans (der nu også var god). Dét nummer gør Hendrix til sit eget, og det i en grad, så jeg har oplevet velbevandrede musikkendere udtale sig skråsikkert om, at det jo altså var Jimi Hendrix, der skrev det…
Isle of Wight blev en af Jimi Hendrix’ sidste live-optrædender – og det blev iøvrigt også den sidste festival på Isle of Wight. Sidstnævnte genopstod dog 32 år senere, men der kunne Jimi Hendrix jo desværre ikke være med.
Vinylstakken siger R.I.P. med en ikonisk forside fra Rolling Stone fra 1970
