Der ligger en lang og tragisk historie gemt i den amerikanske jazz-sangerinde Billie Holiday. En mildest talt turbulent barndom og ungdom, hvor hun af forskellige, og ikke altid rimelige og retfærdige, årsager blev anbragt på klosterskoler og i ungdomsinstitutioner, blev afløst af succes med indbyggede raceproblematikker inden hun mistede det meste af den smukke stemme i et excessivt forbrug af alkohol og narkotika.
Den lader vi ligge i denne omgang, for den er fortalt i både sandfærdige og myteomspændte versioner i bøger og film. I stedet kaster vi os over den første af de to plader med Billie Holiday, der befinder sig i H-sektionen af pladereolen; Fine And Mellow.
Billie Holiday var en kæmpestjerne udi jazzen efter sit gennembrud kort før 2. verdenskrig. Hun havde optrådt med Count Basies orkester og var – sammen med Ella Fitzgerald – den ledende kvindelige jazz-sangerinde på dette tidspunkt. Allerede i 1936 havde hun hittet med sin version af “Summertime” fra Gerschwins jazz-opera Porgy & Bess, og den succes, det initierede, benyttede hun til at indspille en lang række klassikere og standarder indenfor jazz-, swing og bluesverdenen.
Holidays første album lod dog vente på sig. De indspilninger hun foretog, blev efterfølgende udgivet på singler – først som 78’ere og senere som 45’er singler – og det var først, da teknikken og markedet var til det, at hendes første fuldlængde-album, Music For Torching, udkom på LP. Det betyder også, at en lang række af de albums, man i dag kan købe med sangerinden, er opsamlinger af den ene eller anden slags, de fleste baseret på enten live-optagelser eller på restaureringer af tidligere udgivne singler.
Det er også tilfældet med Fine And Mellow 1939 And 1944. Optagelserne stammer fra to forskellige sessions de pågældende år og det særlige ved netop denne udgivelser er, at mange af de enkelte numre er at finde på albummet i to versioner. Således kan man, hvis man er musikinteresseret ud over mit forholdsvis begrænsede niveau, sætte sig ned, nærlytte og finde forskelle på de to ‘takes’ af de enkelte sange.
Det har jeg nu ikke gjort. I stedet har jeg i mange år nydt både dette og det følgende album, I’ll Be Seeing You, som er udsendt i samme serie, som det fineste udtryk for en fremragende sangerinde indenfor sit felt. Ofte er det iøvrigt pudsigt nok blevet nydt søndag formiddag, hvor det har været den perfekte underlægning til afslapning, avislæsning og generelt hyggeligt nærvær. Og det er den ideel til; her er kvindelig crooning i verdensklasse, og på trods af den tids ret begrænsende studieteknikker, så er sangene og indspilningerne af en karakter, så det ikke er det hele, der lyder som om hun synger stående inde i en bulet blikspand.
Af højdepunkter på albummet kan nævnes signatursangen “Strange Fruits”, der med sin baggrund i en Ku Klux Klan-lynchning af tre sorte borgerrettighedsforkæmpere i sydstaterne i USA i 1930’erne er en rystende sag, som Billie Holiday gjorde til sin egen. Det skete bl.a. på en baggrund, hvor hun sammenlignede den episode med sin egen fars død; han var blevet nægtet behandling for en livstruende sygdom på grund af sin hudfarve og døde af samme årsag. Derudover er der rigtig fine ting i “Fine And Mellow”, “I Gotta Right To Sing The Blues” og i den afsluttende “I Cover The Waterfront”.
Udgiverne havde ikke behøvet dobbeltversionerne af sangene for min skyld; jeg havde hellere set et album med 15 forskellige numre end det, jeg har, med ialt 8 numre i forskellige versioner. Men sådan er der så meget, og jeg er sikker på, at udgivelsen har vakt glæde blandt større Holiday-afficionados end undertegnede. Men jeg kan trods alt fortsat finde på at lægge det på grammofonen søndag formiddag.