Digte er ikke sangtekster. Det er Søren Ulrich Thomsen og Lars H.U.G. helt enige om. Så derfor skulle der noget helt andet til i skabelsen af Lars Hugs første solo-udspil efter Kliché-tiden, og det kan man høre en hel del om i den fremragende film City Slang Redux fra 2012. I filmen ser man Thomsen og H.U.G. i samtale om, hvad Søren Ulrich Thomsens digtsamling betød for pladen – og hvordan man kunne bruge digtene i musikken. Og netop ikke transformere digtene til sangteksterne, men skabe musik, der var meddigtende og stemningsskabende i forhold til de skrevne ord.
City Slang forbliver Lars H.U.G.’s dårligst sælgende solo-album til dato. Det er på den ene side vældig forståeligt og på den anden side aldeles forkert. I midtfirsernes (rock-)musikalske landskab i Danmark var den skæv, larmende, fortænkt, atonal og fremmed, især når man hørte den på en baggrund af TV-2, Gnags, Anne Linnet, Michael Falch og Bifrost, men for eftertiden vil den blive stående som lidt af en milepæl; nytænkende, nybrydende, storladen, fremmedgørende og helt igennem vild.
Det er jo nemt nok at sige på 33 års afstand, når man ikke engang bliver udfordret af det kulturelitære parnas på udsagnet. Men da jeg i sin tid købte pladen, var det ikke helt så ligetil. Jeg elskede Kliché, jeg var ungdommeligt begejstret for Michael Strunge, Søren Ulrich Thomsen, F.P. Jac og hele slænget af firserdigtere, der gav stemme til min generation, så forventningens glæde var stor, da jeg hørte, at disse skulle kombineres i Lars H.U.G.’s første solo-album. Men hold nu kæft, hvor var det svært at blive begejstret i første omgang. Der var sære maskin-lyde – i en retning, hvor det sine steder nærmede sig larm – der var bizarre akkordsammensætninger, der kunne give mindelser om 12-tonemusik (hvis jeg havde kendt det) og så var der en krukket sanger med falset og knækket stemmeføring hen over det hele.
Med andre ord; det var svært at holde af, var det. Men jeg var en stædig rad, og der var ikke så tit råd til nye plader, så den blev hørt en hel del gange – og det hjalp på opfattelsen. At jeg samtidig tydeligvis var den eneste i min omgangskreds, der gad høre den, har givetvis også hjulpet lidt, om ikke andet så på selvforståelsen; der er vel ikke noget bedre for en misforstået, søgende kunstner-in-spe at være på forkant med avantgarden – specielt da, når man som jeg omgav mig med, hvad jeg fejlagtigt opfattede som indskrænkede bonderøve i provinsbyen.
Og dommen i 2017? Jeg er vild med den plade. Den bliver ikke sat på så ofte, som jeg i virkeligheden har lyst til, men det skyldes først og fremmest hensynet til den øvrige husstand, der på ingen måde deler min begejstring. Og når ret skal være ret, så er jeg egentlig også i tvivl om, hvorvidt jeg er glad for den, fordi jeg har historikken med i lytningen, eller om det objektivt set er en fornøjelse at lytte til? Såvel næsten-voksne børn som livsledsager er vist enige om, at hovedindtrykket af albummet fortsat er, at det er larmende, rytmisk udfordrende og blottet for gode melodier og vellyd. Og det kan jo være sandt nok. Men for mig er det en plade, der i alt, hvad den gør, opsummerer både tiden i hvilken jeg tilbragte min ungdom og den stemning, Søren Ulrich Thomsens digte efterlod mig i, samtidig med at den ganske simpelt er fremragende konciperet og udført.
På samme måde som med andre gode plader, der er konceptuelt orienteret, ville det være halsløs gerning at fremhæve et nummer frem for et andet – selvom jeg naturligvis har favoritter i fx. “Vent”, “Levende”, “Glemt kvarter” og “Henover Himlen”. Sidstnævnte er sammen med “Hamburg – Köln” næsten åndeløst smukke, mens mange af de øvrige skæringer først og fremmest er fremragende til medskabelsen af grundvilkår og -stemning i digtene; det er fremmedgørelse og menneskeliggørelse, der er på spil her, i både ord og toner; det er blåt lys, ensomhed og unik individualitet, der får lyd, og samtidig er det på trods af den evige ‘venter på nogen’ naturstridigt optimistisk. Eller måske er det bare noget bavl, måske er det bare Lars H.U.G., der ville demonstrere, at han var en ener i dansk musik, og hvis dét var projektet, så er det faktisk også lykkedes ham.
Han gjorde det ikke alene; både på pladen og i den føromtalte film er det tydeligt, at Hilmer Hassig og ikke mindst musiker/producer Finn Verwohlt havde mere end en lille finger med i skabelsen af albummet, og ikke mindst det for datiden ganske bemærkelsesværdige og let aparte set-up ved koncerterne. Jeg har en svag erindring om en koncert med Lars Auto-ophug jeg overværede – og som jeg ikke brød mig om – men jeg kan for min død ikke huske, hvor jeg overværede den. Det jeg huskede var larm, mere larm og en halvnøgen mand, der kyssede på Finn Verwohlt på scenen, mens der var playback og hamren på biler undervejs. Til gengæld bliver det tydeligt, når man ser filmen og iøvrigt lige har hørt det meste af David Bowies produktion, i hvor høj grad Lars H.U.G. & Co. er inspireret af netop dennes krautrock/techno fra Berlin-trilogien – måske mest tydeligt fra de instrumentale passager fra Low og Heroes.
Helt basalt, så er City Slang en meget stor del af de is-kolde og mørke firsere, jeg husker. Om det så er tilstrækkeligt til, at pladen i sin eftertid vil blive stående som det danske mesterværk, jeg mener, at det er, må andre bedømme. Under alle omstændigheder vil den blive stående hos mig som et sådant, samtidig med at den for evigt må stå som omkalfatrende for dansk rock – både i liveudgaven og på pladen.
Og skulle du have fået lyst til at se filmen, så kan den streames aldeles gratis lige her: http://filmcentralen.dk/alle/film/city-slang-redux#