Det var ganske vist ikke den berømte ‘svære toer’, som The Human League skulle indspille og udgive i 1984, men det var trods alt opfølgeren til et voldsomt succesfuldt album – og det kan jo være lige så svært. Og lad det være sagt med det samme: Hysteria er ikke en god plade – og den er ikke i nærheden af de højder, de opnåede på forgængeren.
Men lad os da lige vende det positive først. Med singlen “The Lebanon” fik de – igen – et voldsomt hit, sådan rent singlemæssigt, og den er da også et genhør værd for alle os, der voksede op med den. Til gengæld så fjernede de sig med netop den single fra deres kernefans, der nok kunne høre, hvor de ville hen med denne anti-krigssang. Der var dømt lighterswingende stadionrock a la U2 og Simple Minds, komplet med fællessang, alle de rigtige meninger og så oven i købet en aldeles hørbar guitar.
Men ellers er der faktisk ikke ret meget at komme efter på denne udgivelse. Det hele stritter lidt i nogle forskellige, inkonsistente retninger, og fx lyder et nummer som “Rock Me Again And Again And Again And Again And Again And Again (Six Times)” som dét nummer, hvor Phil Oakey havde fået lyttet lidt for kraftigt til David Bowie og Niles Rodgers, og nu med djævelens vold og magt skulle fylde ethvert dansegulv med funky bas og disco-rytmer indsmurt i synth og korsang. Desværre er det et elendigt nummer, der til fulde beviser det gamle mundheld om at en skomager bør blive ved sin læst. Og i dette tilfælde burde The Human League nok være blevet ved semi-dystopisk electro-new wave musik.
Jeg er med andre ord ikke imponeret. Det er meget småt med lækkerierne, og hovedindtrykket efter et par gennemlytninger er, at måske skulle de have lagt samme mængde energi i et par solide 12″-singler med extended remixes af hhv. “The Lebanon” og fx “The Sign” i stedet for at have udgivet et helt album fyldt med aldeles letfordøjelige og letforglemmelige sange, der primært lyder som om, de er blevet skruet sammen i en hulens fart for at opfylde kontrakten med pladeselskabet. Det har lidt en aura af synth-pop-muzak over sig, og når man havde hørt Dare, og vidste, at de kunne levere mere og bedre end her, så kunne man faktisk godt tillade sig at være skuffet.
Det er nok grunden til, at den var ret støvet i pladereolen. Den er ikke blevet hørt tit, og jeg tvivler på, at det vil ske ret meget oftere fremover.