Det ville være aldeles flabet at kalde Icehouse for et kopi-band, men umiddelbart efter at jeg havde sat nålen i den første skæring på side 1 af Measure For Measure måtte jeg altså lige have fat i coveret igen. Jeg blev simpelthen i tvivl om, hvorvidt der var rod i systemet, og en Roxy Music plade havde sneget sig ind i coveret.
Det var ikke tilfældet, men åbningsnummeret “Paradise” kunne lige så godt have været at finde på et af Roxy Musics 1980’er-albums, fx Avalon. Ikke at det gør noget; jeg kan da godt i en snæver vending bruge en dejlig sang med fin synth-pop og velsmurt stemmeføring, men når inspirationskilderne bliver så tydelige, nærmer man sig altså noget uoriginalt. Og det er næsten synd, for der er ingen tvivl om, at det australske band Icehouse har styr på både fremførsel, vokal og instrumentering på Measure For Measure.
Icehouse var vist store, dernede ‘down under’ i Australien i midten af firserne, og de fik da også noget spilletid på den nordlige halvkugle. Et par år tidligere havde de hittet ret stort – også i Danmark – med den fine lille pop-ballade “Hey Little Girl”, som vi hørte en hel del, den sommer den dukkede op første gang på det store, sydlige nabolands musikkanaler i radio og TV. Også dén var ret tydeligt inspireret af Roxy Music (og eller det samtidige synth-pop-band Japan), men det kunne sagtens bruges i en snæver vending, så det gjorde vi. Hverken albummet Measure For Measure eller hitsinglen herfra, “No Promises” nåede helt samme hitlistehøjder i 1986, men sidstnævnte nåede dog i en eller form for rotation på radiokanalerne herhjemme.
Det pudsige er alligevel, at man (jeg) faktisk husker netop dén sang. Jeg ved ikke helt hvorfor, og der knytter sig hverken gode eller dårlige erindringer til den, men at den er blevet hørt mere end en gang er jeg ret overbevist om. Den er også en stilfærdig synth-ballade – ikke ulig “Hey Little Girl” – med mere end et strejf af David Bowie, som han lød på Absolute Beginners, og så igen; Roxy Music. Det sidste er måske iøvrigt ikke så sært, eftersom Brian Eno faktisk medvirkede ved produktionen af pladen – og synger en karakteristisk baggrundsvokal på “Cross The Border” (der så igen lyder som et rip-off af Simple Minds, men det er en helt anden kopi-snak).
Men ellers er der ikke så meget at skrive hjem om på dette album. Det lyder som meget af det andet, der fyldte i 1980’erne på mainstream-scenen. Der er højt til himlen, sådan rent lydligt, med elektroniske trommer/percussion og masser af reverb og ekko på vokalen og så ellers wall-to-wall synthesizere. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de har gjort sig godt på de talrige stadion-koncerter, de må have gennemført på det tidspunkt. Og hvis jeg nu skulle være flink, rar og sød, så er albumlukkeren “Baby, You’re So Strange” ikke så ringe endda; den lyder ikke helt så meget som en kopi af andre, og så har den et ret fedt semi-rockdrive i både stemmeføring og guitar.