INXS var et fabelagtigt godt band. I starten af 1990’erne havde de lagt næsten fire kontinenter ned med deres iørefaldende, storladne og melodiøse poprock, og hvor godt det fungerede live kan man blandt overtyde sig om ved at sætte sig ned og se – og ikke mindst høre – koncerten fra deres “Live Baby Live”-turné, som den tog sig ud for et fyldt Wembley i juli 1991. Her bliver der spillet tæt af alle seks bandmedlemmer, og Hutchence er i storform, som han springer omkring og charmerer samtlige 100.000 tilhørere og forfører dem med stensikker vokal. Det er stadionrock, som den skulle se ud – og lyde – i starten af 90’erne.
Men efter den omfattende turné-virksomhed og alle syng-med hittene, hvoraf en del af bagkataloget jo efterhånden havde 5-8 år på bagen, tog INXS på Welcome To Wherever You Are skeen i den anden hånd. I lighed med et andet stadion-band, U2 (og sammenligningen er aldeles tilsigtet i denne kontekst), satte INXS sig for at genopfinde sig selv – og gerne væk fra “Need You Tonight”-skabelonen, der efterhånden var lidt brugt. Og ganske som U2 tog et musikalsk kvantespring væk fra The Unforgettable Fire og The Joshua Tree med udgivelsen af Achtung Baby i 1991, skete relanceringen af INXS ved en musikalsk dekonstruktion af den hidtidige formel.
Og det gjorde de godt. Hørt med 2017-ører er der langt mere at komme efter på Welcome… end på dens forgængere. Med i studiet havde de medbragt en ny producer og inspiration fra dansegulvene overalt i verden, så nu var der elektroniske beats, percussion og knastørre breaks overalt, ligesom musikken i højere grad end tidligere var gennemorkestreret. Pludselig kunne man høre både citar, strygere og horn, og fx indledes den korte albumåbner “Questions” med orientalsk stemning, slangetæmmerhorn, sitar og trompet og maskinelt forvrænget Hutchense-vokal, der fortsætter ind i skæring nr. 2; den klassisk rockende “Heaven Sent” der lugter lidt af ‘gammel’ INXS i ny produktion – men i den gode ende af skalaen. Og hvis vi bliver i sammenligningen; er “Communication” mon INXS’s svar på U2s “The Fly”? Måske ikke decideret kopieret, men intro, beats og generelt sound lyder da godt nok vældigt inspireret af denne.
Det skal nu ikke sætte skår i glæden herfra. Jeg har ikke hørt Welcome… voldsomt ofte, men når jeg sætter den på, bliver jeg hver gang (næsten) lige overrasket og glad for genhøret – og for hvor forholdsvis frisk albummet virker. Sekventieringen er lidt mere end bare almindeligt god, og albummets skæringer glider lydefrit over i hinanden uden ophold mellem numrene. Og hvor U2 kan være inspiration på den ene side, så er der noget næsten beatlesk over et af (de mindre) hits: “Baby Don’t Cry” og noget tilbagelænet Lou Reed i sit blødeste hjørne over et af de andre; “Beautiful Girl”. Endelig er den dystre og let foruroligende “Men and Women” en nærved perfekt albumlukker. Kraftigt understreget af den symfoniske og ildevarslende orkestrering og en en næsten manieret vokal fra Hutchence, er den tæt på at lede tankerne hen på, nå ja, David Bowie. Og så har vi da vist været hele vejen rundt af inspirationskilder….
Generelt er der meget få svage numre på albummet, og det er ikke undertegnede, der skal udpege dem, da jeg som ovenstående måske mere end antyder er svært glad for albummet. Selvfølgelig kan man høre, at det sine steder er vældig tænkt og konciperet, ligesom det er tydeligt, at det er et album, der har mere end 25 år på bagen. Men altså; når først man én gang har hørt hittene fra Kick og X så har man jo ligesom været der, ikke? Og deres store kvaliteter til trods, så er det altså imponerende og modigt at fjerne sig fra den opskrift, der har betydet succes, og lidt mere nysgerrigt kaste sig over andre udtryksformer. Resultatet er ikke blot beundringsværdigt ud fra dette perspektiv, men også aldeles vellykket musikalsk.
Desværre for INXS var publikum ikke helt enige. Albummet floppede måske ikke ligefrem – det gik direkte ind som nr. 1 på den britiske hitliste – men det slog sig på ingen måde fast i bevidstheden. Måske fordi det ankom samtidig med at grunge-bølgen for alvor ramte med udgivelsen af Nirvanas Nevermind og Pearl Jams Ten? Det blev derfor lidt begyndelsen til enden for bandet, der efter Michael Hutchences død i 1997 gik hen og blev lidt en parodi på sig selv med skiftende forsangere, hvoraf den ene blev fundet i en reality-soap(!).
NB: Skulle De nu alligevel være mere interesseret i at udforske den mere ‘klassiske’ del af INXS’ repertoire, kan Vinylstakken med stor glæde tilbyde den service at formidle ovennævnte Wembley-koncert fra velmagtsdagene. Det ér nemlig en god koncert, og som en kommentator påpeger et sted; “No mobiles to be seen. And the audience appears to be enjoying themselves. Go figure!”