Billy Idol var ikke punk. Overhovedet ikke, faktisk. Heller ikke selv om han – første gang jeg oplevede ham på en af de tyske TV-kanalers musikprogrammer – optrådte ‘live’ med playback, og i dén anledning var iklædt hullede bukser, brintoveriltet hår og øreringe. Og heller ikke selv om han ved den lejlighed i en sekvens stirrede olmt direkte ind i kameraet, lod lidt savl sive ud af munden og tværede slimet rundt i ansigtet efterfølgende.
Men han havde adopteret nogle manérer havde han, specielt – som ovenstående antyder – i sin sceneoptræden. Hvad angår musikken er det en lidt anden sag. På hans andet album, det eneste jeg ejer med ham, Rebel Yell, er det snarere tydeligt, at Idol og hans faste makker, fræserguitaristen Steve Stevens, havde lyttet til både glamrock, punk og storladen synth-melodiositet. Dén sammensmeltning fungerede ypperligt på pladen – og til min store overraskelse var det ikke et skidt genhør.
Musikken er for så vidt ganske simpel; nogle gode akkord-rundgange, masser af synth som baggrund og så Steve Stevens solide, særdeles træfsikre og skarpe guitarriffs. (NB: hvis De ikke lige genkender navnet Steve Stevens, så var det altså også ham, der leverede guitaren i Michael Jackson hit “Dirty Diana”). Læg dertil Idols ret gode vokal, der måske ikke ligefrem spænder over flere oktaver, men er perfekt casted som 80′-errocker og en række gode melodier – samt tekster, der trækker på seksualitet og underbevidste strømninger – så har man en god cocktail til et bredt publikum.
Og det fik han. Der er et par mere end solide hits på pladen; “Rebel Yell”, “Eyes Without A Face”, “Flesh For Fantasy” og “Catch My Fall” var numre, vi hørte en hel del i ’83 og ’84, og genhøret bar præg af dette; måske ikke den store musikalske kunst, men det swinger faktisk okay, og håndværket er der ikke noget at udsætte på, og så er der jo altid genkendelsens glæde at støtte sig til. At der nogle steder er smurt lidt mindre velanbragt synth ud over det hele må tilskrives den musikkulturelle trend på dét tidspunkt, men ellers kan det stadig godt høres, hvorfor så mange af numrene fra denne anden solo-plade fra Idol, der tidligere var frontmand i den knap så succesfulde gruppe Generation X, opnåede solide hitlisteplaceringer.
NB: Punk-imaget havde den gode Billy lidt svært ved at slippe. Således var han nogle år senere midtpunkt i lidt af en skandale, da han ved en udendørskoncert – og vist nok i en solid brandert – var blevet trængende. Uden megen betænkelighed lynede han ned, slap organet fri og lod sit kurfyrstelige vand fra scenekanten. Uheldigvis var publikumsområdet indrettet således, at de forreste tilskuere var kørestolsbrugere, hvorfor en af disse ikke havde mulighed for at springe for livet, og derfor blev ramt af strålen. Det grinte vi meget af, dengang, hvor empatien for Billy Idol var i hastigt aftagende….