Når jeg i mange af de foregående omtaler har brugt ordet ‘pop’ som begreb om musik, har det været i den ret brede betydning. For mig er pop-musik noget, der knytter sig til populærkulturen – og dermed også til populærmusikken – uden at det nødvendigvis er genre-definerende. Det er med andre ord et begreb, der dækker over mangt og meget af den musik, der er skabt til at blive lyttet til af mange mennesker.
For andre er popmusik genredefinerende; noget, der lyttes til (måske kortvarigt), og som muligvis – men ikke nødvendigvis – står i modsætning til kunst. Dermed bliver popmusik til noget, der næsten pr. definition er overfladisk, forbrugsorienteret og efter al sandsynlighed med en kort levetid. Og for atter andre er pop-musik det, vi lytter til, når radioen kører på Voice, Nova eller en af de andre stationer, hvor et parameter for udvælgelsen af musikken er, at det helst ikke skal støde alt for mange fra sig.
I stort set alle definitioner af begrebet vil Michael Jackson for mindst et par generationer stå som den absolutte King of Pop. Både fordi han med sine albums Off the Wall, Thriller og Bad formåede at slå alle salgsrekorder, der forøvrigt fortsat står uantastet, og fordi musikken kunne nå så bredt ud og appellere til så mange på en gang.
Jeg ejer kun dette ene album med Michael Jackson. Det blev indkøbt, da det udkom, fordi programchefen på den lokalradio, hvor jeg vendte plader, sammen med undertegnede mente, at radioen ikke kunne leve uden denne. Og da pladeselskabet ikke havde sendt en til os (de havde muligvis ikke brug for netop denne, lille lokalradio til markedsføringsmæssige formål, på trods af, at vi havde op imod 10.000 ugentlige lyttere), så måtte vi jo selv til lommerne. Jeg lagde ud for den, og det var meningen at programchefen derefter skulle betale sin halvdel – hvad han ret hurtigt glemte.
Dermed kom det altså i mit eje. Der er ikke så meget at sige om det, eftersom langt de fleste af læserne af disse sider må formodes at kende det, men det indeholdt en hel del numre, der hurtigt indtog – og holdt sig fast på – diverse hitlister. Titelnummeret, “Man in The Mirror”, “Another Part of Me”, “Smooth Criminal” og naturligvis “Dirty Diana” var nogle af dem. Den sidste havde et ret fedt guitar-hook, men ellers så er det – undskyld – ikke noget, der for alvor siger mig noget. Jeg erindrer dog, at det på en enkelt sang rykkede ret kraftigt i mig: “Man In The Mirror” var i mine øjne så kvalm, selvgod og klæbrig, at den ikke var til at holde ud. Helt i samme kategori som når Bono fra U2 blev himmelvendt politisk korrekt og skulle frelse verden, bare en tak værre.
Om det nu er helt retfærdigt vil jeg ikke forholde mig til i dag. Blot kan jeg kort fortælle, at da den blev hørt i dag, lod den mig forholdsvis kold. Der er ikke noget på den plade, der på nogen tiltaler mig eller for den sags skyld frastøder mig. Glat, fin produktion og sikkert glimrende pop-sange hele vejen rundt. At jeg så – af den ene eller anden grund – ikke er så gevaldig begejstret er måske bare en fejl i min opdragelse. Det skal ikke afholde Dem fra at lytte til den, hvis De har de tilbøjeligheder, så værs’go’; enjoy.