Jeg er jo nok efterhånden gammel, men så gammel er jeg altså heller ikke, så jeg har oplevet ‘The Summer of Love’ i 1967, eller for den sags skyld dermed har et fornuftigt forhold til Jefferson Airplanes klassiker Surrealistic Pillow fra netop denne periode.
Når den alligevel står (godt) i J-sektionen af pladereolen, så skyldes det, at den ældste datter i husstanden på et tidspunkt var med sin daværende skole på en munter, lille udflugt til New York. Det har vi jo alle prøvet, og i min egen folkeskoletid erindrer jeg fx to glimrende lejr-skole-udflugter; den ene til Thisted(!) og den anden til Helsingør. Sådan er der sket så meget, også på skolefronten, men når nu man alligevel er af sted til eksotiske rejsemål med vennerne, så skal der naturligvis købes souvenirs og gaver med hjem til familien. Det gjorde den betænksomme datter derfor også, og jeg forestiller mig, at jeg ikke har været den nemmeste at købe en sådan til, så derfor har rationalet nok været noget i stil med; “Han er tudsegammel, og han kan lide musik på plader. Her ligger en 5$-udgave af en tudsegammel vinylplade, så mon ikke det passer ham meget godt?” Og dermed; 1 stk Jefferson Airplane-album med hjem til farmand.
Hun så nu ikke helt skævt, og hvis hun havde smugkigget i Robert Dimerys fine opslagsværk 1001 Album du skal høre før du dør, som jo er et glimrende kriterium at vælge plader ud fra, så var hun på rette spor, for her er albummet naturligvis også at finde. Og alt andet lige; hvis man er interesseret i at vide, hvordan vestkyst-rocken blev synonymt med psych-rock på en bluesy folkrock baggrund, så er denne plade et fint sted at starte. Ikke nok med at den indeholder den eviggyldige klassiker “Somebody to Love” – der uden forbehold bare er en rigtig god sang – den har også alt det andet, der skal til for at skabe en blivende klassiker i rockhistorien.
Gracie Slick havde erstattet den foregående sangerinde, Signe Toly Anderson (der blev gravid og derfor ikke ville være med til det vilde rockstjerneliv længere), efter det første album, og hun satte med det samme sit markante præg på gruppen. Ikke blot skrev hun ovennævnte anti-Vietnam-ode “Somebody To Love”, hun var samtidig den type sangerinde, der ikke bare skulle stå i forgrunden og være “sensitiv, kvieøjet sangerinde”, som Torben Bille skrev. Hun var vild, rockende og vel i virkeligheden foregangskvinde for sangerinder som Patti Smith og P.J. Harvey. Hun bidrog også med den anden af de kendte sange på albummet, “White Rabbit”, der på et Alice i Eventyrland-tema udfoldede syre-delen af kærlighedssommeren ved at hylde LSD-trippet:
One pill makes you larger, and one pill makes you small
[….]
When logic and proportion have fallen sloppy head
And the white knight’s talking backwards
And the red queen’s off with her head
Remember what the doormouse said
Feed your head, feed your head
Linjer som disse må have været en rød klud i ansigtet på borgerskabet, og ledsaget af den stramme, staccato-melodi, med en vild og virtuos vokal i front, så er “White Rabbit” en af de bedre af syresangene fra dengang. Men man behøver ikke lade sig nøjes med disse; den fine ballade “Today” med den mandlige vokalist Marty Balin er fuld af atmosfære og luftig guitar, og “My Best Friend” flyder nærmest over med smukke harmonier i bedste The Mamas And Papas-stil.
Jefferson Airplane udgjorde sammen med netop The Mamas and Papas, The Byrds og Gratefull Dead den del af den californiske boheme-scene, der på en baggrund af traditionel folkrock og blues byggede en ny og anderledes musik- og modkultur op. Og hvor store de var dengang kan vel bedst illustreres af, at de i løbet af de næste to år var hovednavn ved alle de store festivaller: Monterey, Altamont og Woodstock i USA, og Isle of Wight i England.