Den succes, som Alphaville (bandet, ikke filmen af samme navn) havde opnået med singlerne “Big In Japan” og “Forever Young” fra deres forrige album, Forever Young, skulle naturligvis følges op med endnu et album – og helst også gerne et par hits. Det første lykkedes; det andet fejlede fatalt.
Afternoons in Utopia er mere af samme skuffe som debuten, og det vil altså sige synth med synth på, masser af elektroniske trommer – det var jo øjensynligt det, de unge ville ha’ – og så en vokal, der af og til var faretruende tæt på at kamme over i fistel. Det hele garneret med en tydelig tysk accent, og så ved man jo, hvor man er henne, ikke? Singlen, som var udset til at tage over, hvor “Forever Young” slap, hed “Dance with Me”, men bortset fra i hjemlandet (Vest-)Tyskland var der ikke rigtigt nogle, der for alvor gad købe skidtet.
Det kan man godt forstå. Det hele lyder fuldstændig ens, og der er kilometer op til inspirationskilderne i fx Depeche Mode eller bare alle de new romantics-bands, der huserede i England i de tidlige firsere.
Men nu har jeg hørt det, så nu behøver jeg ikke at have dét hængende over hovedet længere.