Still var faktisk den første plade, jeg købte med Joy Division, og det skete ret sent – og nok mest ved et tilfælde. I de tidlige ’90ere skulle alt og alle jo være digitale, og det skete derfor også på et tidspunkt for bibliotekerne, der på det skammeligste skilte sig af med en endog meget stor del af deres samling af grammofonplader. Til mit store held skete dette over et par omgange, i nogle tilfælde som auktioner, og ellers som det sædvanlige standard-bladresystem, hvor hver plade kostede 10 kroner.
Heldigvis fandt dette sted længe før vinyl-feberen fik fat i alle hipsterne, så selv om jeg var væsentligt yngre, end tilfældet er i dag, har jeg givetvis været både outdatet, anakronistisk og sær, da jeg – som en af de ganske få – stod klar ved indgangsdøren til det lokale bibliotek, udstyret med, hvad SU-budgettet kunne bære, allerede tyve minutter før åbningstid, overbevist om, at der ville opstå paniklignende kø-tilstande for at komme gennem glasdørene. Det skete mærkværdigvis ikke, så derfor var det kun undertegnede og et par enkelte ligesindede, der dryssede forbi mere end fem minutter efter åbningstid, der havde frit slag i pladebunkerne og i ro og mag kunne undersøge varerne.
Blandt de fund, jeg gjorde ved denne lejlighed, var dobbeltalbummet Still med Joy Division. Den var tiltænkt en fornem plads ved siden af de to officielle studiealbums, jeg på det tidspunkt ejede som slidte kassettebåndsoptagelser, og stor var min glæde da også, da jeg opdagede, at en af de singler, der ikke var kommet med på disse, “Transmission” var at finde på Still. Det var der også adskillige andre mere ukendte numre, der var, for albummet består af en plade med out-takes, uudgivne sange og noget, der nærmest lyder som skitser, og en anden plade, der består af live-udgaver af en række af de sange, man var kommet til at kende og holde af, heriblandt “New Dawn Fades”, “Isolation” og “Decades”.
Alt burde derfor være godt, men ak; lånere er nogle skidte fyre, der ikke altid passer ordentligt på de ting, de låner, og Still havde tydeligvis været flittigt udlånt. Ihvertfald er mit eksemplar så gennemridset af både store ridser, der får de enkelte numre til at gå ‘i hak’ og en djævelsk masse mindre, der bare afgiver en frygtelig masse hvid støj oven i den støj, som bandet selv udsender.
Det er noget skidt er det, og det betyder, at jeg kun har hørt albummet ganske få gange. Da det kom på pladespilleren denne gang, var oplevelsen den samme; støj, støj og så en ret dårlig live-optagelse (morbidt nok iøvrigt indspillet den 2. maj 1980, blot 2 uger før Ian Curtis’ selvmord). Kvaliteten af live-optagelserne betyder, at den udgave af “Ceremony” (en sang, som New Order efterfølgende tog til sig), der er at finde på albummet – og som er en af kun tre kendte Joy division-udgaver af den – blandt andet er præget af, at vokalen er næsten helt mikset væk i første halvdel af sangen.
Men hvis nu man havde kunnet høre det ordentligt, så er jeg sikker på, at “Glass” og “Dead Souls” er de bedste af de studieindspilninger, der er at finde på pladen, og på resten af studieindspilningerne kan man om ikke andet høre en udgave af Joy Division, der er lidt mere rå og punket, end på de to officielle albums. Blandt live-numrene er “Disorder” godt udført, og så er jeg jo ret vild med “Twenty Four Hours” og “Decades” – og liveudgaverne af begge numre overbeviser derudover undertegnede om, at Joy division var et aldeles glimrende rock-band – også live.
Nå, det er en skam, at alt ovenstående er skrevet på baggrund af en i sandhed skamredet plade, hvor man efterlades med primært en følelse af irritation over, at man ikke kan høre det ordentligt. men det kan jo så lære mig at købe brugte plader til 10 kroner på det lokale bibliotek.
NB: Har De lagt mærke til, at bibliotekerne er ved at gentage succesen? Således kunne jeg fornylig, i den by, hvor jeg p.t. er bosat, vælge blandt bogstavelig talt 10.000-vis af CD’er til en lille, rund femmer stykket. Dét skal de nok fortryde den dag, CD’er er blevet samlerobjekter. Hvis man altså ellers kan afspille dem. CD’er kan jo også blive ridsede af sløsede lånere.