Trilogien fra Det Ganske Lille Band afsluttes med udgivelsen af Solgt Til Stanglakrids. Bandet var i løbet af tre plader og efter lige så mange år, hvor de næsten konstant var på turné, kørt træt i hinandens selskab, og ifølge trommeslager René Wulff var der opstået stadigt større spændinger mellem især guitaristen Ivan Horn og C.V. Men når det så endelig skal være, så kan man jo lige så godt slutte af med manér, og Solgt Til Stanglakrids holder i lighed med de to foregående (Storbyens Små Oaser og Vild I Varmen) klassiker-niveau indenfor dansk rock.
Som sådan kan det være problematisk at kaste sig over albummet, både når man skal høre det, og når man efterfølgende skal beskrive det. For hvad nu hvis det ikke holder vand? Hvis genhøret på ingen måde synes at retfærdiggøre dets status indenfor rockmytologien? Så kan man jo hurtigt komme på dybt vand, for der findes ret mange C.V.-fans, der nok i givet fald skulle fortælle mig, hvor meget, jeg tog fejl…
Det er nu ikke det store problem i dette tilfælde. Solgt Til Stanglakrids er en glimrende plade, som jeg blev glad for at høre (igen), da jeg fik den op at snurre på pladespilleren. Både på grund af C.V. Jørgensens let genkendelige stemme og touch i sangskrivningen, der med det samme gør, at man føler, at man er kommet hjem. Men i dette tilfælde også fordi jeg – ganske som tilfældet var på den forrige C.V.-plade, jeg hørte, blev glædeligt overrasket over, hvor godt et band, der er tale om her. På de bedste af numrene er der et funky drive og et groove, der vel var nærmest unikt i rock-landskabet i Danmark på dét tidspunkt, og så er det altså bare et ufatteligt tæt og flot sammenspillet band.
Prøv nu fx lige at høre indledningen til “Christiania Black Star”. Først Ivan Horns gennemført seje rytmegroove, inden Wulffs trommer sætter knivskarpt ind, og så kommer dukker en baslinje op, som kunne være hentet fra Dylans Slow Train Coming, inden keyboardet fuldender billedet af et swingende, ’70’erfunky band, der lægger den solide bund til C.V.’s hudfletning af familien Danmarks småborgerlige moral, der kommer til udtryk, da datteren flytter til Christiania: ‘Vi gav dig alt det vi ku’ gi’ du fik / i både pose & sæk men er en skamplet’. Det er altså et band, der kan spille op til hvad som helst, hvad de da også gjorde som opvarmning for både The Doobie Brothers og Bob Marley.
Men inden da har vi faktisk set et glimt af dén Carsten Valentin, som vi fik i rigt mål på de senere plader; den lyriske C.V., som ikke nødvendigvis behøver være sardonisk samfundsrevser hele tiden. Den charmerende albumåbner “Søndags-seancer” er således karakteriseret ved, at det er tæt på at være et såkaldt central-lyrisk ‘jeg’, der er hovedpersonen, og netop ikke en hr. Middelmand, der bygger bunkere, semi-fascister på Costa del Sol eller Målløse Mortensens søn, der bliver bombemand:
Endnu en søndag hvor tiden den står
så godt som stille
& destruktive tanker bare kommer & går
i mit hoved der føles alt for lille
Gid du dog gad droppe forbi en times tid
& sku’ du derefter få lyst til at bli’
så er det okay med mig
Lige indtil mandag morgen, honey sig du gider
dele denne dødssyge søndag med mig
frem for at vi skal sidde og kukkelure hver for sig
Mundret, underspillet og alligevel poetisk, for rammer den ikke lige ned i vores egen forståelse af både søndag og savn? Det rammer ihvertfald undertegnede, der har det som en klar favorit på albummet, skarpt forfulgt af “Surf a la mode” med dens fede og vidunderligere steel-/ eller slideguitar og violin og så ovenstående “Christiania Black Star”. Og “Balladen om Mickey Lama” er mindst lige så funky som dén, og så er der jo “Det Psykedeliske Forår med de vidunderlige linjer: ‘Safterne stiger som livseliksir i fontæner’, og så er der er også….
Med andre – eller netop disse – ord; det var et dejligt genhør, og det er en dejlig plade med et superfedt band, der berettiget har sin plads blandt de helt store i dansk rockhistorie. Også selvom nye generationer og historieløse lyttere måske får knap så meget ud af de ret aktuelle tekster, for hvem ved fx i dag, hvem Hans Hetler var? Og bombemanden fra Gladsaxe?
Men så kan de utaknemmelige djævle bare høre musikken, kan de! Og den er god, selvom man måske nok ikke kender den nyeste Danmarkshistorie eller for den sags skyld historien om Siouxsie & The Banshees…