Indlægget er i anledning af Vinylstakkens 1 års fødselsdag skrevet af en indbudt gæsteskribent. Skribenten er blevet valgt ud fra sin store viden om – og kærlighed til – pladen. Enjoy
Redaktøren har inviteret mig til at skrive en anmeldelse i Vinylstakkens annaler, og en sådan invitation kan man kun takke ja til med behørig ærefrygt og ærbødighed. Invitationen faldt efter undertegnedes deling af et Facebook-opslag fra GroundWire i anledning af genudgivelsen af det – som det hedder – ”ikoniske album ’Sjælland’ med C.V. Jørgensen på sort vinyl i en re-mastereret 2017 udgave.”
Sjælland! Ifølge psykologerne har vi tre former for hukommelse: deklarativ, procedural og episodisk hukommelse. Deklarativ hukommelse refererer til vores bevidste viden, fx vores viden om at Sjælland er en ø; dette er vores know-that. Den procedurale viden er vores erfaringsbaserede evne til at kunne cykle, lave røræg, osv., altså vores know-how. Den episodiske hukommelse, derimod, består af minder om episoder, man for længst har glemt. ”Minder om fravær” (som C.V. synger på ’Skygger af skønhed’) og minder om nærvær – minder som bliver kaldt frem, fx når redaktøren inviterer en til at anmelde Sjælland.
Hveragerði, Island, sommeren 1995. Jeg ligger på et tæppe i solen og lader Sjællands soniske landskaber rulle ind over mig. Jeg har lyttet til Sjælland umådeligt mange gange, men denne ene gang står skarpt i min episodiske hukommelse. Bevares, mange husker den sang, DJ’en spillede dengang ens teenager-tunge dansede en inciterende flamenco i munden på endnu en i rækken af de eneste ene, men at huske at man hørte et helt album? For mig er det kun sket med Sergeant Pepper og Sjælland. Solen skinner, og om en time skal jeg møde en pige i et drivhus.
Hveragerði huser Islands statslige gartneriuddannelse (så ved De det), og pigen – hvis navn ikke overlevede tidens syrebad – er svensker på studieophold. Jeg mødte hende i en have i en lille by i Vestfjordene, hvor hun arbejdede, mens jeg var på gennemtræk. På skolen står det ene gigantiske drivhus efter det andet, opvarmet af det varme vand fra de geotermiske kilder i den islandske undergrund. Og der, blandt bananpalmer, peberbuske og eksotiske blomster flanerede vi gennem en glasindpakket Edens have, og det var varmt og lummert, og der duftede af fugtig jord. Og så ikke mere om det – resten er ganske forudsigeligt. Eller som C.V. indleder Sjælland’s sidste skæring: ”Hvad mere er der egentlig at sige? / Alt er på det nærmeste sagt.”
”Alt er på det nærmeste sagt.” Denne ene sætning indfanger på mange måder stemningen på Sjælland, hvor vi lyrisk befinder os i et minimalistisk univers. Det er en form for mikro-lyrik, hvor ubestemmeligheden vibrerer i tekstens mindste sprækker, fx i linjen: ”Alt er på det nærmeste sagt.” I de glade 1990’ere ville vi have sagt, at teksten dekonstruerer sig selv: Hvis alt kun på det nærmeste er sagt, er alt jo netop ikke sagt. Men alligevel er der ikke mere at sige. Sangen er slut. Pladen er ovre. Sommeren er forbi, som vi hørte på TidensTern. Her er vi ved en kerne i den stemning, den tilstand, som Sjælland åbenbarer for den, der lytter: Alt er ikke sagt, men der er ikke mere at sige – for alt kan netop ikke siges. Wittgenstein formulerede det således: ”Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie.” Og tier gør C.V.
Sjælland er på mange måder en overgangsrite fra musikken til tavsheden. Lyrisk leger C.V. med det usagte, fx i ovennævnte linje. Eller hvad med ”til nuet og nuet for altid” (fra ’Fuld af Forundring’)? ”Nuet for altid” er endnu en stilfigur, hvor sproget strækkes, så det sprækker, for det er jo netop i vore jagt på det for altid evigtgyldige, at vi mister nærværet i nuet.
Tavshedens tema træder måske tydeligst frem på den legende, jazzede “Interview”, der (som titlen antyder) udspiller sig som en interviewsekvens indledt af det mest hørbare fingerknips, der er blevet indspillet på en C.V. Jørgensen-plade. ”Interview” er bygget op af otte spørgsmål (grammatisk set 11, men lad nu det ligge), som alle i du-form er henvendt til jeg’et:
Hvor går dine grænser hvem er dit grænsepoliti?
hvor kom du til verden & hva’ var dit alibi?
hvem var tilstede & hvorfor er dit lykketal 9?
tror du du kan narre fjenden via fri fantasi?
Ka’ du selv forsvare altid at gå ramt forbi?
er der en morale i denne skæbnens ironi?
ligger der et budskab gemt i al dit ordkløveri?
findes der et svar på spørgsmål uden mening i?
På den ene side udstiller spørgsmålene den naragtige interesse i privatpersonen, som en kunstner med 20 år på bagen må have forholdt sig til i det karmiske kredsløb af ny plade – interview – turné – ny plade – interview – turné – ny plade… På den anden side kan man se, at de to gange fire spørgsmål er bygget op som to vers, og på omkvædets plads efter hvert af de to vers hører man faktisk jeg’ets tavse svar i form af en langstrakt, melodisk nynnen: mmmm mmmm mmmm (som skriften selvsagt ikke yder retfærdighed). En melodistemme, som forener det smukke og det uudsagte.
Ikke kun lyrisk, men også musikalsk er den minimalistiske tavshed et centralt tema. Hvor 1970’ernes Ganske Lille Band rockede, og 1980’ernes Delta Cross-hejs svingede, lader Sjælland skelettet i form af syntetiske beats stå tydeligt frem, draperet i synthesizerens klangflader og holdt i live af en sfærisk, længselsfuld trompet.
C.V. Jørgensen har altid mestret kunsten at lade andre stemmer og stemninger udfordre det musikalske univers, vi kender så godt. Redaktøren har allerede omtalt Ivan Horn (Solgt til Stanglakrids) og Billy Cross (Tidens tern), og på Sjælland er det Kasper Windings enmandshær, der har afløst den gamle garde. Som producer danner han kontrapunkt til de klassiske C.V.-dyder: fængende melodier, lyriske tekster og den melankolsk-nasale stemme. Det er et sublimt musikalsk møde. Winding er multiinstrumentalisten, der klarer trommer, bas, keyboards (og på “Florafobi”et instrument der ifølge coveret hedder ”keybovrds”). Udover Winding og C.V. selv er der gæsteindslag af Jens Hack, Illington, Kenneth Knudsen (”synbhesizer”!), Kim Sjøgren og Henrik Andersen – og frem for alt: Flemming Agerskov. Det er Agerskov, der frem for nogen anden udgør det tredje ben i Sjælland’s musikalske treenighed. Agerskovs trompet bryder således det elektroniske lydtæppe med et insisterende nærvær, der som et kosmisk ormehul til sjælens inderste svingninger, skaber det organiske Sjæl-land, som dette album er en rejseberetning fra. ”Tåbelige trompet-trut” kaldte Ekstra-Bladets anmelder det – og hvis ikke dét er fyringsgrund, selv på Ekstra-Bladet, så…
Rådhussalen, Aarhus, september 2009. Tavsheden igen. C.V. har ikke optrådt live siden sit seneste album syv år tidligere, Fraklip fra det fjerne (2002). Nu står han atter på scenen. Og bryder tavsheden:
Neonskrig & nylonskrål
tabte tænder i metermål
natteravne på rov
usynligheder med hjælp behov
Som tilskuer på anden række virker det så… så rigtigt at lade netop “Blåt blod til alle” fra Sjælland være den sang, der bryder syv års tavshed. Foran mig står C.V. og virker på en underlig måde lettet over at være tilbage. Bag ham står The DeSoto Caucus, der denne aften agerer backing group. Bag mig står Anders Samuelsen. Men som C.V. synger: ”Gi’ mig en pause på klods / alle her er en af os.” Den aften er selv Anders Samuelsen en af os. Så langt fra hverdagen var vi i denne magiske, aarhusianske sommeraften.
Den aften forlod vi rådhuset med et spirende håb om, at dette var starten på noget nyt. Med en parallel, vi ikke kunne lave på det tidspunkt, håbede vi på, at The DeSoto Caucus ville være C.V.’s Donny McCaslin, jazzmusikeren som forløste David Bowies kreativitet på Blackstar (2016), der udkom blot to dage før den britiske sangers død. McCaslin er blevet kaldt ”David Bowies David Bowie” med en reference til, hvordan David Bowie som producer og samarbejdspartner genopfandt de på det tidspunkt skrantende kunstnere Lou Reed (med albummet Transformer fra 1972) og Iggy Pop (med albummene The Idiot og Lust for Life, begge fra 1977). Hvad Bowie gjorde for Reed og Iggy, gjorde McCaslin for Bowie – og vi håbede, at DeSoto ville forløse C.V. på samme måde. Men det skete ikke. Det blev til en turné. Og så til tavshed. Mere tavshed.
Hvorfor denne minimalisme på Sjælland? Minimalismen kan kort fortalt beskrives som et stilistisk greb, hvor det overflødige, det ikke-egentlige, skrabes af værket. På Sjælland er det den hudløse beskrivelse af ensomheden, der står tilbage – uforfalsket, usminket, ja nærmest umedieret. Dette er ikke sange om ensomhed; på Sjælland er det på forunderlig vis selve essensen af ensomhed, vi hører. Temaet slås an i de allerførste strofer, vi hører på albummets første skæring, “Ude af Sync”:
Der er koks i kulissen & scenen står tom
mens publikum afventer publikums dom
Der er frelse i vente som stjernerne står
& en tid der skal fejres før tiden den går
jeg er ude af sync & cirkulation
men sig det endelig ikke til nogen
Teater-metaforen som sindbillede er velkendt. Sociologen Erving Goffman brugte den til at beskrive, hvordan vi alle fremviser et ansigt, som er den “front-stage” vi giver andre adgang til. Samtidig går vi alle med vores egne indre håb, drømme, længsler og desperation i det område, vi helst holder for os selv – “back-stage” eller ude i kulissen. Koks i kulissen beskriver det emotionelle kaos, der får os til at trække os ind i vores egen indadvendthed og lade scenen stå tom. Relationen til omverden ophører, og den anden – publikum i teater-metaforen – kan ikke længere forholde sig til os, men tvinges til blot at forholde sig til sig selv, til at afvente sin egen dom. De to parter i relationen svinger ikke sammen, de er ude af sync, og jeg’et har forladt det sociale livs cirkulation – men ikke med høje råb og smækkede døre. ”Sig det endelig ikke til nogen,” beder han lytteren: Lad mig trække mig ind i mig selv med en stille hvisken og en musikalsk minimalisme. Tavsheden bliver her lyden af ensomheden.
Jeg’ets oplevelser i sit ensomme Sjæl-land beskrives igen og igen og igen. Centralt i denne beskrivelse står bestræbelserne på at balancere relationen til omverden, at være tilstede i ensomheden uden (helt) at miste forbindelsen til sine medmennesker. Han er ”forfalden til fravær med måde,” og på en og samme tid ”beriget & i bundløs gæld” (’Fuld af forundring’). C.V. som lyriker sender her en kærlig hilsen til Kingo, der på samme måde beskrev den tilstand, hvor ”Sorrig og glæde de vandre tilhobe.” Hos C.V. udspiller denne balancegang sig i det indre (det inderlige), men den kommer ligeledes til udtryk i i jeg’ets ydre relationer, fx når medmennesket trænger gennem ensomhedens mørke på ’Florafobi’:
Jeg stod op & gik udpå terrassen med en smøg[…]
Jeg hilste på min naboder hilste pænt igen
min nabo ligner min næste
& hun er min bedste ven
Smukkere og enklere kan det ikke beskrives, denne berusende følelse, når hverdagens mindste ytringer – såsom udvekslingen af hilsner – bliver til livstegn, der lyser op i mørket. Alene gennem denne forholden sig til jeg’et bliver naboen til næsten (på engelsk bruges neighbour i begge betydninger), og dermed til jeg’ets redningskrans. Og på samme måde gør jeg’et sig i samme sang til redningskrans for andre ”usynligheder med hjælpbehov” (et vidunderligt C.V.’sk ord fra ’Blåt blod til alle’), når han ” hilste på de gamle, de glemte og de grå.” Halleluja for de gamle, glemte og grå! Salig er de sagtmodige, for de skal arve jorden! Velsignet være de, der giver videre, når de får – frem for at beholde og akkumulere.
Måske er det det, der gør Sjælland til et mesterværk: måden hvorpå tavsheden og ensomheden hele tiden sprænges af jeg’ets glimtvise erfaringer af skønhed og nærvær. Samtidig kommer vi ikke uden om, at skønheden forbliver uhåndgribelig. Den fremtræder ikke i sig selv, men kun som ’Skygger af skønhed’ (som den vel nok smukkeste sang på albummet hedder), netop fordi skønheden har den pris, at virkeligheden mister sit greb:
Skygger af skønhed kommer & går
i en uendelig strøm
himlen er høj og vinklerne skrå
præcis som var det i en drøm
Det rimer & det regner
med minder om fravær i flæng
øjeblikket falmer & blegner
som dage uden sammenhæng
som nætter i harmonikaseng
Skønheden bliver så prægnant, netop fordi jeg’et befinder sig i en uvirkelig drømmeverden af skrå vinkler og minder om fravær. I denne tilstand forvitrer livets temporale sammenhængen, forbi ”øjeblikket falmer & blegner,” og søvnens indånding-udånding-indånding-udånding (i teksten billedliggjort af harmonikaens rytmiske åndedrætsbevægelse) bliver nattens svar på den tomhedens desperation, der hersker om dagen. Skønheden er nattens trøst, men om dagen hersker desperationen.
Desperationen står vel nok mest skarpskårent på den hudløse ’Spildte bedrifter’:
En syndflod af spildte bedrifter
et vognlæs af døde ideer
en digter der flæbende skrifter
et intet ingen andre ser
En ting er teksten. Jeg’ets bedrifter er spildte, hans idéer er døde, og det intet, han skrifter, er han den eneste, der kan se. Som sindstilstand er vi her i desperationens og depressionens vold. Men hvad er teksten andet end ”Words, words, words,” som Shakespeare lader Hamlet sige til Polonius. Det der virkelig får denne sindstilstand til at udfolde sig, er en særlig intonation, som en med forstand på musik og stemmeføring sikkert kan beskrive bedre end mig. Der er noget forceret, presset, desperat melankolsk over diktionen – på en måde som er ganske anderledes end albummets øvrige sange (med tilnærmelsesvis undtagelse af omkvædet på ’Florafobi’ – men så alligevel ikke helt). Smerten dirrer og vibrerer på den der uudsigelige måde, der trækker lytteren ind i et emotionelt landskab.
Paletten, Viborg, 1994. Jeg husker ikke, præcis hvornår jeg hørte C.V. Jørgensen på Sjælland-turneen. Men det var på Paletten i Viborg. Tror jeg. Det var i hvert fald i Viborg. Anders Samuelsen var der ikke, men jeg var i øvrigt i godt selskab den aften. I ved, hvem I er! Jeg husker ikke noget fra koncerten. Sen-teenagere og natteravne på rov, det var hvad vi var. Vi står i forreste geled, glade i låget over for første gang at høre en kunstner live, som for os var den røde tråd i gymnasiets musikalske bagtæppe. På scenen ligger en pakke for foden af C.V.’s mikrofon. Nu kommer bandet ind, C.V. får øje på pakken, pakker den ud, viser den med et lille grin til de øvrige musikere og lægger den væk. Så starter musikken…
Jeg husker ikke, hvad der blev spillet. Men det må have været godt, for efter koncerten bliver vi hængende. Bare hængende. Jeg husker ikke hvem, men en musiker henter noget på scenen. Hvor er C.V., spørger vi. Heromme, kom med. Nu sidder vi med C.V., 3-4 gymnasiaster og entusiaster. Gaven fra koncertens start kommer på bordet. ”Til C.V. fra to bonderøve fra Bjerringbro” står der på den. Der er næppe noget der swinger som Bjerringbro by night. Indeni ligger en række joints. Luften bliver tykkere. Én har lige skrevet 3.g-opgave om C.V.’s tekster. Det snakker vi om. Jeg skrev om City Slang. C.V. spørger hvor hans guitar er. Aske Jacoby siger nej til mere guitar. Det glemmer jeg ham ikke for. Så går vi.
“Fulde af forundring bedugget af blæk / flygtig i enhver forstand.”
Allerede i sin anmeldelse af Lediggang agogo henviste redaktøren til Sjælland som et mesterværk. Og redaktøren har forstand på musik, så det må passe! Jeg ejer ikke redaktørens musikalske ekspertise, men jeg erklærer mig alligevel enig: Sjælland er et monumentalt værk i C.V. Jørgensens produktion – og i dansk musikhistorie. På mange måder mindre fængende end hans andre gode albums, men på Sjælland tager C.V. springet til at beskrive sindstilstande, som han ikke tidligere har udforsket med så stor konsekvens og hudløshed. Tilsammen er C.V.’s lyriske præcision, Windings musikalske minimalisme og Agerskovs sfæriske præcision sønderflængende smukt. Sjælland er ikke bare ”en god plade,” det er et uovertruffent kunstværk. Jo minsandten, ligefrem et mesterværk – ”til Skaberens fulde tilfredshed!”