Når nu Britpop er et fortærsket begreb, der først dukkede op i 1990’erne sammen med Blur, Oasis, Pulp og lignende bands, ville det jo være rasende forkert og misvisende at forsøge at placere The Kinks i samme bås, ikke? Bandet havde deres jo gyldne tid fra midten af 1960’erne til de spæde ’70ere og var således på deres højeste næsten 30 år før britpoppen peakede.
Det vil jeg derfor lade være med. Jeg skal fx ikke begynde at pege på, at sammenligninger mellem tekstforfatning og musichall-inspirerede melodier hos Damon Albarn fra Blur og The Kinks’ Ray Davies’ sardoniske beskrivelser af middelklasse- og bedsteborgerliv i fx “Dedicated Follower Of Fashion” og “Sunny Afternoon” ligger lige til højrebenet. Eller at det samme i et vist omfang kan siges om Jarvis Cockers fra Pulp. Eller at mere hårdtrockende Kinks-sange som “You Really Got Me” og “All Day And All Of The Night” kunne lyde som noget Gallagher-brødrene fra Oasis kunne have skrevet – og udført – hvis de havde været tredive år yngre.
I stedet kunne man jo simpelthen sige, at The Kinks i næsten lige så stort omfang som The Beatles har været en righoldig kilde til inspiration og efterfølgelse for en række af de efterfølgende kunstnere og bands fra både England og den anden side af Atlanten. Derudover kan man jo også konstatere, at The Kinks egne sange holder en vis standard, når de er blevet udført af bands som Van Halen, The Stranglers, The Pretenders og mange flere. Så helt basalt; vi har at gøre med et band, der har sat sit markante aftryk på rock- og pop-verdenen.
The Golden Hour Of The Kinks er det eneste album jeg ejer med bandet, og særdeles passende er det en compilation. Som det var tilfældet med en række andre af de store bands fra 1960’erne var det nemlig singlerne, i langt højere grad end studiealbummene, der solgte, så en stor del af numrene var simpelthen ikke blevet udgivet på deres studiealbums. På pladen finder man således en perlerække af de hits fra deres guldalder, der gjorde dem kæmpestore i England og resten af Europa – og for en stor dels vedkommende også i U.S.A.
Det var et hyggeligt genhør. Hvis man kan lide The Kinks (og det er vi mange, der kan, bare sådan til husbehov), så er det en plade, der indeholder næsten alt det, man genkender – og glædes ved genhøret med. Personligt har jeg naturligvis mine favoritter, også på en plade, der stort set alt sammen er favoritter, og det er derfor sange som “Sunny Afternoon”, “Dedicated Follower of Fashion” og “A Well Respected Man” jeg er mest begejstret for, men også fx den ofte oversete “See My Friends” (der næsten er helt beatlesk i dens brug af indisk-lydende instrumentering – og som faktisk er helt på højde med disse) og “Tired of Waiting for You” er gode genhør, hvis man holder af den der særlige britiske pop-kultur. Og så havde jeg faktisk helt glemt, hvor rocket det lyder på både “You Really Got Me” og “All Day And All Of The Night”, hvad der ikke mindst skyldes den fabelagtigt skramlede guitarlyd, som de vist frembragte ganske analogt ved at anbringe en kile i guitarforstærkerens højttaler-membran….
Det er med andre ord en aldeles glimrende plade med et aldeles glimrende band. Mit eneste problem med albummet var, at det er støvet, ridset og derfor voldsomt skrattende – og ganske givet vældig usundt for min pick-up. Det er jo et gammelt album, og det blev købt for en rund 10’er på et loppemarked for snart længe siden. Men det afholdt mig faktisk ikke på nogen måde fra at nyde genhøret.