“Povl er Gud!” Disse ord kunne læses på et skilt, som en begejstret fan holdt op midt i den tusindtallige skare, der var dukket op ved en sommerkoncert, arrangeret en forsommerdag i forbindelse med skolernes sidste skoledag i 1994. Der fandt sted i en park i bekvem nærhed af min daværende bolig, så der var jeg naturligvis at finde.
Povl var nemlig lidt af en Gud en kort overgang i starten af 1990’erne. Af en eller anden grund var han blevet hentet frem fra kassen med hengemt materiale fra 1970’erne og blevet lidt mere end bare en kult-figur. Årsagen skulle muligvis findes i det faktum, at den (dengang) unge del af befolkningen havde hele Povl Kjøllers bagkatalog af jazzificerede børnesange som rytmisk platform fra deres egen barndom, hvor “Legestue” og ikke mindst “Kaj og Andrea” var en del af det fælles arvegods. Pludselig var det – igen – blevet legitimt at skråle med på “Bakke-snagvendt”-sangen, “Cykelsangen” og “Krible-krable-land”.
Den koncert var iøvrigt en skelsættende begivenhed for mig; ikke nok med, at jeg selv fik set guden in persona, det var samtidig den første gang, jeg havde min datter med til koncert. Jeg tvivler nu på, at hun husker det, eftersom hun kun var ca. ½ år gammel, men ikke desto mindre… Derudover var det en sand fornøjelse at møde Povl Kjøller i al sin magt og vælde. Dér stod han på scenen, iført rullekravesweater, hvidt pagehår, skæg og guitar, og underholdt med sange, som samtlige tilstedeværende kunne synge med på. Og uanset om det var postmoderne ironisk eller ærligt ment, så gjorde det tydeligvis Povl glad, i en grad, så det ikke kunne undgå at smitte. Og når han mellem numrene i ren livsglæde kunne kigge ud over samlingen af feststemte unge og begejstret råbe; “Tillykke med sommeren!”, så var der ingen tvivl hos mig om, at det var et ualmindeligt ærligt og velment ønske.
Og jeg har jo så denne plade med Povl Kjøller. Den er indkøbt for meget få penge, da mine børn var mindre, og den er blevet hørt mere end en gang. Faktisk tror jeg, at den er i top 2 over plader, mine børn har lyttet mest til, da de var mindre. (Nummer 1 er iøvrigt Sebastians Skatteøen, men den finder vi frem senere). Af den grund knytter der sig en del minder til den, som man ikke bare lige sådan kan se bort fra, når man skal forsøge at beskrive den.
Pladen indeholder et par af de rigtigt gode børnesange, som er/var klassikere for børn i alle aldre: “Jeg er en glad lille cowboy”, fx, og førnævnte “Kriblekrable-land”. Og naturligvis var det et godt genhør. Pladen er ridset og støvet i en grad, så den aldrig kan blive ren, men komplet med ridser, hak og støj, så er det faktisk svært ikke at tage sig selv i at gå og synge med på de ualmindeligt velkendte linjer om at være forkølet, ikke at gide interessere sig for fodbold eller alle forbuddene “Henne i parken”.
Når dertil lægges, at den fine seminarielærer rent faktisk godt kunne skrue en charmerende melodi sammen – og fx få en solid bluesy føling ind på “Hvidovre Blues” – så er det mildest talt vanskeligt ikke at blive i godt humør. Men måske hænger det i virkeligheden mere sammen med, at det er lyden af min egen TV-barndom – og lyden af mine børns barndom – der giver et sentimentalt skub i den rigtige retning, end det er et udtryk for musikkens langtidsholdbarhed. Men jeg vil til min dødsdag holde Povl Kjøller milevidt over senere børne-idoler som Creamy og lignende … Men der skal godt nok heller ikke så meget til.