“Fremad! Fortsæt! Afsted!”
En indpiskende opfordring fra Kliché indleder den svære toer fra Århus-kvartetten, der på indspilningerne var blevet suppleret med den senere så navnkundige Hilmer Hassigs guitarfærdigheder. Det motto kunne høres som både som den revolutionsopfordring, der lå gemt i resten af teksten til albumåbneren “Bag De Røde Bjerge” og som den bagvedliggende kraft, der lå i dét momentum, gruppen havde fået med deres debut fra året før.
Okay Okay Boys var umiskendeligt Kliche, som vi havde lært dem at kende; næsten futuristiske – men gennemmelodiøse – lyde og tekster, der kredsede om både samfundsforhold, fremtidsfrygt (eller -tro), åndelighed og dystopier på en både drilsk, ironisk og sine steder næsten kærlig måde. Hele tiden dobbelttydige og af og til svært afkodelige. Og så alligevel; hvor Supertanker havde sine musikalske rødder i punken, tilsat behørige dele Bowie, Kraftwerk og Eno, var det tydeligt, at der på Okay Okay Boys var lidt mere luft under vingerne.
Det punkrockede udtryk var blevet yderligere nedtonet, og det meste af albummet er musikalsk centreret omkring lyde, der oftest synes at stamme fra synthesizere og andet elektronik, omend den ringlende guitar sagtens kan høres og får sat sit tydelige aftryk på de fleste af sangene. Ikke fordi der mangler hverken tempo eller taktslag på sangene – hør bare “Pil På Himlen” og “Brændende Kakler” – men det samlede udtryk er snarere synthorienteret end rocket. Det understreges af de ofte messende tekster, der også fandtes på Supertanker, i fx “Oppenheimers Formiddag” og titelnummeret. I sidstnævnte iøvrigt suppleret med underlægning af et ganske andet orientalsk tilsnit end på forgængerens Mao-tekst; her er det i stedet Buddhas tekst om alle de flammende organer og sanser, der kører som underlægning til den kryptiske ‘hoved’-tekst.
Jeg kryber gerne til bekendelse med det samme og tilstår, at jeg 1) holder mere af Okay Okay Boys end af Supertanker – på trods af, at den ikke er optaget i kulturkanonen – og 2) at det er en af mine absolutte yndlingsplader, når det kommer til dansksproget musik. Pladen var længe imødeset, da den udkom, og den skuffede ikke dengang, ligesom den ikke skuffer nu, når den med jævne mellemrum kommer op at vende på pladespilleren. Jeg var vild med vrøvleteksten til “Bravo Charlie”, som jeg med mit begrænsede kendskab til NATOs fonetiske alfabet forgæves forsøgte at afkode, og jeg elskede de lettere tilgængelige sager som “Brændende Kakler” og “Mama Mia”, som jeg dog heller ikke fattede en brik af. Og selv med de symbolanalytiske kompetencer, jeg langt senere erhvervede, tilstår jeg gerne, at jeg på ingen måde har fundet en endegyldig tolkning.
Men hvad gør vel det, når musikken spiller? Okay Okay Boys var på samme tid en naturlig fortsættelse af Supertanker og noget ganske andet og langt mere fremsynet. Under alle omstændigheder var det musik, vi ikke havde været forvænt med tidligere, og det er vanskeligt for mig at pege på, om der efterfølgende har eksisteret et dansk band, der på samme måde kunne definere en helt ny retning i dansk musik – og som samtidig blev pejlemærket for efterfølgende generationer af musikere? For dansk musik er Kliche – på trods af såvel forgængeres som efterfølgeres succes og kvaliteter – skelsættende i alle ordets betydninger. Det kan godt være, at de kun indspillede to albums, men disse plader har hidtil også stået som pejlemærker for musikken i vores egen lille andedam.
Og så hører det med til historien, at jeg på den spilleliste, jeg har kreeret, der skal anvendes ved min begravelse, har instrumentalnummeret fra albummet, “International Klein Blue”, som det første nummer. Det skal nemlig anvendes til præludium, mens folket finder deres pladser, og inden der for alvor kommer tryk på kedlerne. Og jeg var tæt på at vælge “Ansigt til Ansigt” som sidste sang, ikke mindst på grund af den insisterende, tunge marchrytme og de vidunderlige linjer
Ansigt til ansigt
Støv til støv
Ansigt til ansigt
Jag efter vind
Verdener forfalder
Verdener opstår
Endnu engang
Endeløs tomhed
Det siger jo en del – både om mig og om musikkens kvalitet og holdbarhed. Okay Okay Boys er en født klassiker.
NB: Når jeg ikke valgte “Ansigt til Ansigt” skyldes det ren og skær ondskab. Jeg valgte naturligvis Pink Floyds “Wish You Were Here”, for så kan det nok være, at det går op for folk, hvor meget de vil savne mig. Eller noget…