Da Ralf, Florian, Karl og Wolfgang første gang turnerede i England ved udgivelsen af albummet Autobahn konkluderede NME – New Musical Express – under overskriften “This is what your fathers fought to save you from” at musikken bedst kunne sammenlignes med ‘Affald, der flyder ned af en forurenet Rhin’. Bedre var det ikke i Rolling Stone, der i en delvist uforståelig anmeldelse tørt konkluderede, at ‘dis is nicht so gut as Walter Carlos’ – hvem han så end måtte være.
Det må alligevel være lidt svært sådan i retrospekt at skulle æde disse ord i sig igen, når man efterfølgende har oplevet, hvordan Kraftwerk, ikke mindst med dette banebrydende album, har været et af de mest indflydelsesrige elektro-bands nogensinde, på et nivau hvor det for nogle er svært at forestille sig, hvordan moderne popmusik ville have lydt uden dem. Og for sådan en som mig er det lidt skægt at sætte pladen på efter netop at have hørt Kliche, for her bliver det for alvor tydeligt i hvor høj grad Kraftwerk har sat sine spor på også dansk musik.
I virkeligheden er Autobahn Kraftwerks fjerde album, men bandet – eller rettere; det eneste tilbageværende medlem fra originalbesætningen, Ralf Hütter – har ihærdigt forsøgt at slette alle spor efter de første tre – måske for at understrege en reel gen-fødsel af Kraftwerk via dette album. På Autobahn gik Florian Schneider, Ralf Hütter, Wolfang Flür og Karl Bartos all in på elektroniske instrumenter, selv om der dog fortsat kunne høres såvel fløjte som violiner og andre, analoge instrumenter rundt omkring på albummet. Og dermed var den moderne, elektroniske musik født…
Pladen åbner med ét langt nummer på side 1: titelnummeret “Autobahn”. Forbløffende nok blev dette 22 minutter lange, flydende og smukke epos om bevægelse ned langs de tyske motorveje et overraskende hit i især de engelsktalende lande. Det hjalp naturligvis på dén sag, at nummeret blev kortet ned til et radiovenligt format på godt og vel 3 minutter inden det bevægede sig ind på hitlisterne, og så har det nok heller ikke skadet, at den minimalistiske tekst, der lyder ‘Fahr’n, fahr’n, fahr’n auf der Autobahn’ i de lande lød som ‘Fun, fun, fun on the Autobahn’, hvad der gjorde den både til et klassisk syng-med-stykke for børnene og lidt en forlængelse af The Beach Boys “Fun Fun Fun”… Under alle omstændigheder; Kraftwerk blev – i forhold til de noget lunkne modtagelser citeret ovenfor – et noget overraskende hit i 1975, hvor den nåede en 4. plads på den engelske albumhitliste og en 5.-plads på den amerikanske.
Efterfølgende kan det nok være at piben fik en anden lyd, sommansir. Kraftwerk er blevet kaldt den elektroniske musiks Beatles, og Autobahn er blevet sammenlignet med Led Zeppelins IV, Pink Floyds Dark Side Of The Moon og The Beach Boys Pet Sounds. Det er jo ganske store ord, og måske mindre kan gøre det, men det er jeg ikke kompetent nok til at vurdere. Under alle omstændigheder er Autobahn et helstøbt værk, der her – mere end fyrre år efter udgivelsen – forekommer både frisk, elegant, skarp og behagelig.
Albumåbneren er en lang sfærisk sag. Her er en – for tiden – aldeles forbløffende gang electronica, truttende horn, vinde, der blæser forbi ruderne – og en på alle måder næsten onomatopoetisk gengivelse af en aldeles begivenhedsløs (og givetvis lang) biltur. Suppleret med den næsten geniale tekst, der på samme minimalistiske måde indfanger essensen af køreturen, kunne man jo tro, at det var det kedeligste nummer i verden:
Wir fahr’n, fahr’n, fahr’n auf der Autobahn
Vor uns liegt ein weites Tal
Die Sonne scheint mit Glitzerstrahl
Die Fahrbahn ist ein graues Band
Weisse Streifen, grüner Wand
Jetzt schalten wir ja das Radio an
Aus dem Lautsprecher klingt es dann:
Wir fahr’n auf der Autobahn
Det er ikke megen lyrik på et 22 minutter langt nummer. Det er til gengæld smukt drysset hverdagspoesi, der veltimet passer perfekt ind i lydtapetet mellem Hamburg og Göttingen – eller hvor dælen man nu skal hen.
Side 2 er til gengæld aldeles ordløs; først med en let dyster “Kometenmelodie 1”, der på samme tid synes uheldssvanger og trøstende, og som afløses af noget af det smukkeste og mest grandiose, der nogensinde er kommet ud af et bands synthesizere, moogs og andet grej, “Kometenmelodie 2”, der simpelthen bare er et vidunderligt stykke musik, som ikke blot Mozart, men også Roger Waters, George Harrison og Jimmy Page ville have givet deres højre arm for at kunne skrive (og udføre). Albummet afsluttes med underlægningen til en apokalyptisk semi-gyserfilm, der aldrig blev indspillet, med den let modsigende titel “Morgenspaziergang”. I titlen antydes der ihvertfald lidt solbeskinnet ubekymrethed langs Linden Allé, mens musikken udtrykker urovækkende bekymring og anelser om katastrofer in spe.
Men nok om det; det er bare en god plade. For nogle sikkert en ørkenvandring, men for (os) andre en åbenbaring af en musikalsk udtryksform, der var hidtil uhørt – og som stadig holder. Og skal vi ikke være enige om, at uden Kraftwerk ingen Depeche Mode, ingen Yazoo, ingen Pet Shop boys, ingen Massive Attack – og ingen Kliche.
Så dermed; tak til min yngste søn for at forære mig den i julegave for et par år siden. Han har sgu’ god smag, knægten…