Lenny Kravitz er meget dygtig. Det kan man forvisse sig om på hans debutalbum, Let Love Rule, hvor han spiller stort set samtlige instrumenter selv. Han tager sig også af både vokalen og samtlige kor-stemmer, ligesom alle numrene er skrevet af ham selv. Enkelte musikere er hidkaldt til at supplere dette wunder-kind, men ellers er hele albummet Lenny Kravitz’ helt eget projekt.
Det er på ingen måde skidt udført, tværtimod. Manden kan rent ud sagt sagtens spille, og især er det værd at lægge mærke til hans bas-spil. Der er drysset nogle basalt set ret fede grooves ud over en del af sangene, og sådan helt generelt er håndværket i orden på både udførslen og kompositionerne. Det halter noget mere på det lyriske, hvor mange af teksterne lyder som banale klichéer – mest udtalt på titelnummeret (og hittet) “Let Love Rule”, hvor tåkrummende verselinjer står i kø: ‘Love is gentle as a rose / and love can conquer anyone. / It’s time to take a stand / brothers and sisters join hands. / We’ve got to let love rule!’ Jo, jo….
Jeg kan sagtens huske, hvordan Lenny Kravitz beherskede både MTV og radioen med et par sange fra denne skive. Udover titelnummeret var “I Build This Garden” et solidt hit, ihvertfald i min ungdommelige omgangskreds, og eftersom man som pop-kunstner jo også sælger på sin fremtræden, så gjorde det heller ikke noget, at den gode Kravitz var særdeles fotogen.
Så i virkeligheden kan man jo stille sig selv spørgsmålet, om hvad det er der gør, at ihvertfald denne skribent har det lidt stramt med Kravitz? Det har jeg ikke altid haft, hvad man vil kunne se af de følgende opslag, hvoraf det vil fremgå, at jeg har flere plader med ham. Når nu det hele er glimrende udført, manden synger godt og meget af det swinger på både to og fire, skulle det hele så ikke bare pakkes ned i kassen med glimrende pop-rock, beregnet på let syng-med og generel indtagelse ved sammenkomster af festlig karakter? Jo, og det er det med garanti også blevet anvendt til tidligere, men altså….
Det er længe siden, jeg sidst har hørt Kravitz, og det er ikke disse plader, der oftest kommer på grammofonen, og ved genhøret gik det op for mig, at muligvis står Lenny Kravitz på skuldrene af giganter indenfor både funk, blues, R’n’B i Motown og Stax-stil, guitardrevet rock og hele udtrækket af pop fra de forudgående tre årtier, men inspiration er altså en ting – uoriginalitet og glathed en ganske anden. Så på trods af effekter på pedalerne, groovy bas og fede orgel-harmonier, så rykker det altså aldrig sådan for alvor i hverken krop eller sjæl. Måske lidt mere i kroppen end i sjælen, for der er indimellem nogle gode, dansable tracks. Men ellers tror jeg, at vi stiller albummet pænt tilbage i reolen og tager fat på næste omgang Kravitz.