Hele tre albums med Lenny Kravitz befinder sig på min pladereol, og nogle ville måske mene, at det var et eller to albums for mange. Det er jo ikke ligefrem fordi, at man på disse tre første plader kunne høre en rivende udvikling, fx fra den voldsomme inspiration fra forbillederne på den første plade og så til Are You Gonna Go My Way og dens udvikling i retning af at finde Lenny Kravitz’ helt egen unikke stil og personlighed.
Så i virkeligheden kunne man med en vis ret hævde, at hvis man fx ejede hans andet album, Mama Said, så var man godt hjulpet og behøvede ikke ret meget mere. Jeg er ret overbevist om, at det er sådan jeg selv har haft det, for der er ingen tvivl om, at jeg har hørt det album oftere, end jeg har hørt Are You Gonna Go My Way. Og det er længe side, jeg sidst hørte det, så jeg tror, at jeg med indkøbet af denne i 1993 allerede dér har fået stillet min hang til Lenny Kravitz.
På den anden side; det er ikke fordi han gør det værre på denne plade end de øvrige. Ved genhøret kunne jeg endda være fristet til at mene, at han gør det ganske glimrende, og at albummet rent faktisk er både sammenhængende, flot produceret og sine steder hæver sig lidt mere over de rene imitationer af de idoler, han tydeligvis fortsat er glad for.
Albummet åbner med den rent ud sagt aldeles rockende titelsang, der ikke kunne være leveret bedre af Jimi Hendrix selv, med et af de fineste og fedeste guitarriffs, der kunne høres på dette tidspunkt. Dén er faktisk svær at få ud af hovedet – og kroppen – efter endt gennemlytning. Den efterfølgende “Believe” huskede jeg faktisk godt, da den startede; en fin, lille syng-med-rock-ballade, der ikke løfter sig ud over det lovede – og som lægger sig i fin forlængelse af et andet af idolerne, John Lennon. Resten af albummet følger samme opskrift; lidt solid guitaropvisning, indimellem afløst af orgel, og blandinger mellem rock a la Hendrix og Led Zeppelin (prøv lige at høre trommerne i indledningen af “Come On”) på den ene side, og Beatles/Smokey Robinson på den anden.
Men det gør glimrende fyldest på en sløv sommerlørdag, hvor Tour de France kører i baggrunden og øllene køler i køleskabet. Så længe man ikke tvinges til at nærstudere teksterne, for igen; Kravitz er altså ikke lyriker, og teksterne hæver sig sjældent over niveauet for banale klichéer. Noge gange ligegyldige, andre gange nærmest tå-krummende. Så dem springer vi over i denne omgang, mens vi stilfærdigt vipper med storetåen i takt til musikken, som godt kan bruges i en snæver vending.