I en undersøgelse fra 2001 blev Kim Larsens Midt Om Natten kåret til danskernes yndlingsplade foran Gasolins Gas 5. Albummet har til dato solgt mere end 650.000 eksemplarer, og er dermed det bedst sælgende danske album nogensinde, så noget er der givetvis om snakken. Albummet var samtidig soundtrack til en af det års mest populære film, en naiv slum-romantisk halvskidt semi-folkekomedie med såvel Erik Clausen som Larsen selv i store roller. På det tidspunkt i karrieren kunne Larsen ikke gøre noget galt.
Det er derfor med rystende hånd og bævende hjerte, at jeg efter at have hørt pladen sidder ved tastaturet for at nedfælde eget indtryk af skiven. Man risikerer jo nemt at rage uklar med ikke blot trekvart million pladekøbere og streamere, men sandeligen også deres efterkommere, der jo nok også har fået musikken stoppet ned i halsen af deres kære forældre eller bedsteforældre. Selv havde jeg fornøjelsen af, at sønnike en dag kom hjem fra skole og begyndte at klimpre titelsangens let genkendelige intro på det opretstående, for det skulle han spille på keyboard til en klassekoncert. Dermed er dele af albummet altså også blevet skole-pensum, og så må det jo være godt, ikke?
Problemet er i virkeligheden, at det er det ikke. Det er faktisk et ret dårligt album, og selvom vi alle er vokset op med det som nationalt kulturelt arvegods, og kan teksterne forfra, bagfra og fra siden, så er det helt igennem noget værre noget. Det havde jeg lykkeligt glemt, men da jeg fik pladen op på grammofonen efter (mindst) 25 år, gik det i al sin gru op for mig, at det skulle jeg nok have ladet stå uantastet i L-sektionen.
Der indledes med den bedst kendte konfirmationssang i mands minde, “Susan Himmelblå”, der følges op af monsterhittet “Papirsklip”. Begge udsat for en rytmesektion, der synes hentet direkte fra Hammond-stueorglets henglemte rytmeboks, og ledsaget af skidte keyboard-riffs. Og teksterne? Charmerende naive, at best, elendige lejlighedsrim for restens vedkommende. Og hvad skal man stille op med strofer som ‘Livet er langt / Lykken er kort / Salig er den der tør give det bort’? Give hvad bort? Livet? Lykken? Og hvis man giver livet bort, er det så selvmord? Eller er det simpelthen et udtryk for, at det passer sgu’ da meget godt ind i sangen? Jeg ved det ikke, og jeg gider egentlig ikke dissekere det yderligere, for det er det ikke værd.
Resten af pladen følger samme opskrift, og det er heller ikke særlig godt. Jeg har stor respekt for, at danskerne tog denne plade til sig i 1980’erne, vel blandt andet fordi, Larsen her fik sat ord og toner på noget, vi alle kunne synge med på, men altså; der er edderhylme langt fra C.V. Jørgensen, Savage Rose og fx Skousen & Ingemann og så til Kim Larsens lavtflyvende rim og rytmer. Måske er det tiden, der ikke har været god ved pladen, måske er det bare denne skribent, der har hørt Kim Larsen til kvalmegrænsen, men jeg deler altså ikke opfattelsen af, at denne plade skulle være en yndlingsplade.
Når det så er sagt og skrevet, så vil jeg til hver en tid holde Kim Larsens samlede oeuvre op som eksempel til efterfølgelse. Der er noget gennemført dansk over det hele, og især er jeg – som De muligvis har bemærket – aldeles begejstret for fx Værsgo, men når man skal gøre boet op en dag, så er jeg overbevist om, at det ikke er Midt Om Natten, der vil stå som Kim Larsens hovedværk. På trods af 650.000 solgte eksemplarer.