David Bowies sidste offentlige optræden var efter sigende til premieren på musicalen Lazarus. Den var hans egen idé; en teater-musikalsk opfølger på den film, han havde haft hovedrollen i næsten 40 år tidligere, Nicolas Roegs The Man Who Fell To Earth. Musikken i muscialen var alle Bowie-sange, herunder åbneren og titelsangen “Lazarus”, som han også selv indspillede til sit sidste album Blackstar.
Albummet med alle sangene blev indspillet dagen efter Bowies død og udkom kort tid efter. I min version som tredobbelt LP , og den fik jeg som præmie efter at have deltaget i noget, der var tæt på at være et personligt højdepunkt i 2016. Som trofast lytter af DRs flagskib indenfor god musik, P6 Beat, var jeg havnet i Musiktjenestens fantastiske quiz, “Verdens bedste sang”-quizzen, hvor spørgsmålet simpelthen er; ‘Hvad er verdens bedste sang’? Den sagesløse deltager fortæller derefter, hvad der er verdens bedste sang, og pudsigt nok har ingen endnu svaret forkert i dén quiz. Det gjorde jeg heller ikke, og et par dage efter modtog jeg derfor præmien; en ualmindelig flot mulepose, nydeligt signeret med personlig dedikation af værterne, Rune Hedemann og Jacob Ege Hinchely. Og når man nu – som undertegnede – er en sucker for at gnubbe skuldre med kendte og begavede mennesker, var det i sig selv et højdepunkt.
Men med i præmien var altså også Lazarus – Original Cast Recording. På den kan man således høre musical-ensemblet synge musical-versioner af de kendte – og mindre kendte – Bowie-numre, der indgår i musicalen, og det er jo fint nok, thi det er alle gode sange. De fleste af dem er oven i købet udført uden den alt for voldsomme ‘musicalisering’, der ellers ofte kan høres af skolede musical-stemmer; det er fine versioneringer, hvis man holder af slige sager, uden de helt store falbelader og krukkede fraseringer.
Det, der dog slår mig mest ved gennemlytningen er, i hvor høj grad sangene bliver sat i relief, når man hører dem udsat for andre end Bowie selv – og oftest falder sammenligningen ud til Bowies fordel. Han var en fabelagtig sanger, og det er slående, i hvor høj grad det er Bowie-sange. Det er for denne lytter, der jo har en ret stor del af Bowies samlede produktion stående i pladesamlingen (læs evt. med i B-sektionen) overraskende svært at høre klassikerne, uden at jeg til hver en tid foretrækker Bowies egen udgave. Det skal dog ikke tage noget fra de ret dygtige sangere og musikere på albummet, og fx. er jeg ret begejstret for “Absolute Beginners” i Lazarus-udgaven, mens jeg er knap så vild med “Life On Mars” i Sophie Anne Carusos noget blodfattige version. Men eftersom jeg jo har netop denne sang på min all-time top 10 over de fedeste sange i verden, så kan det vel ikke undre… Til gengæld kan jeg sagtens bære over med den ellers ret patos-fyldte udgave af “Heroes”, der afslutter musicalen. Og nå ja; så er den bedste sang, Bowie aldrig selv indspillede (om end han var med på koret), Mott The Hooples “All The Young Dudes” også fundet værdig til at komme med, og det kan jo undskylde meget.
Scoopet på albummet er, at vi på side fem finder tre helt nye Bowie-sange, udført af mesteren selv. “No Plan”, “Killing A Little Time” og “When I Met You”. Og det er fandeme gode sange. Den sidste, en djævelsk charmerende pop-sag med en god gang guitar-twang, kunne uden problemer have været med på en af Bowies tidligere udgivelser, fx i den sene del af glam-perioden. Personligt er min egen favorit dog “Killing A Little Time”; den er fedt larmende i noget kraut-rock møder Nine Inch Nails-stilen med tungt gungrende trommer og metalhårdt guitar-riff – og så har den ret uforglemmelige linjer; “I’ve got a handful of songs to sing / To sting you, to fuck you over”. De linjer kunne lige så godt have været indledningen til en karriere, som de nu blev til afslutningen.
De tre sange er ikke Bowies svanesang; det er mesterværket Blackstar. Men de er den ultimative undskyldning for Bowie-fans til at købe albummet, hvis de nu ikke har været så heldige som jeg og fået det foræret. Det er nemlig gode sange. Resten af albumet; Tja, tjo, bumbumbum, som en hedengangen, radikal politiker engang sagde….