Det er jo vældig passende at lægge ud med en undskyldning. Vi véd jo alle godt, at Led Zeppelins fjerde album slet ikke hedder Led Zeppelin IV. Faktisk hedder det slet ikke noget, og hvis man ikke vidste det, kunne man ikke af pladecoveret aflæse, at det overhovedet var en Led Zeppelin-plade. Når det ikke havde hverken titel eller band-navn på coveret, så skyldtes det, at Jimmy Page var blevet så fortørnet over anmeldelserne af Led Zeppelin III, at han denne gang insisterede på anonymiteten, for på denne måde at lade musikken ‘tale for sig selv’. Det var nu ingen hemmelighed, hverken at det var Led Zeppelin, der havde indspillet pladen, eller at det var deres fjerde album, og fordi den oftest omtales som Led Zeppelin IV, og det forlængst har vundet hævd af rock-publikummet over hele verden, holder vi fast i det lidt endnu.
Albummet er Led Zeppelin på højden af såvel deres kunnen som deres popularitet. Det er et af de bedst sælgende rockalbums nogensinde, og det er spækket med, hvad der ret øjeblikkeligt blev moderne klassikere. Det er også et godt album – selv om man muligvis er blevet (lidt for) stopfodret med “Stairway To Heaven”. Fra rendyrket, glammende hårdrock over episke sange med klare referencer til folkemusikken og blues med syrebestanddele findes her signaturnumre for bandet i alle de genrer, de hidtil havde excelleret i. Det er også et af de mest fejrede rock-albums gennem tiderne, hyldet af stort set alle, der har en stemme indenfor rock-musikken.
Albummet åbner med noget, der ligner en programerklæring via Robert Plants uakkompagnerede intro over susen fra de forstærkerne: ‘Hey, hey mama, said the way you move / Gonna make you sweat, gonna make you groove / Uh, uh child, way you shake that thing / Gonna make you burn, gonna make you sting’. Så er vi ligesom i gang, og zeppelinerne har fat i hårdrockerne – og holder dem i et jerngreb efterfølgende på den lige så swingende “Rock And Roll”. Dén er bare rendyrket, glad, røvsvingende rock’n’roll, som vor far – eller bedstefar – dansede til den.
Derefter kommer vi over i et helt andet musikalsk univers. Med mandolin og akustisk guitar er “The Battle of Evermore” ikke blot en folk- og Tolkieninspireret drømmeduet, det er samtidig både første og sidste gang Led Zeppelin inviterede en gæstevokalist, Sandy Dennis fra Fairport Convention. Og dén fine, lille sag leder så direkte over i, hvad der vel er signatursangen over dem alle: “Stairway to Heaven”.
Jeg tror, at vi er del, der både elsker og hader den sang. Hader den, fordi det i de 45 år der er gået, er blevet til noget nær en kliche af oppulent 70’er-rock, måske primært fordi den er blevet voldspillet i tide og utide, ligesom vi nok er en del, der har siddet og leget Holger Fortolker på teksten. Men omvendt; for mange – yours truly included – var den indgangen til Led Zeppelins samlede værker, og det kan der jo ikke siges nok godt om. Når dertil kommer, at det er et nummer, der simpelthen bare er djævelsk godt skruet sammen på alle leder og kanter, især hvis man forsøger at frigøre sig fra historik og egen forforståelse, så er det ualmindeligt svært ikke at holde af den. Fra dens stilfærdige, akustiske og fløjteakkompagnerede indledning med den karakteristiske guitarfigur og neddæmpede vokal, til dens fuldrockede afslutning med noget af det absolut fineste trommespil, man kunne forestille sig fra John Bonham og en vokal fra Plant, der går fra det nedtonede og indfølte til hans karakteristiske primal-vræl i afslutningen. Det må simpelthen være et af rockhistoriens fedeste, mest ikoniske numre.
Selv om man med ovennævnte fire numre nok kunne have tilstrækkeligt i side 1, så er der nu god grund til at vende pladen. Ud over de indledende to rockere, “Misty Mountain Hop” og den virtuose “Four Sticks” (der igen har John Bonham i hopla bag gryderne), så finder vi fx noget, der i mine ældre år er gået hen og blevet lidt af en yndling: “When The Levee Breaks”. Det er en forholdsvis simpel blues, men med den syrede bagkant og ekko og den ‘mærkelige’ lyd, der skyldes, at alt andet end Robert Plants vokal bliver afspillet i en lavere hastighed, end den er indspillet, giver den en kant, som jeg er ret vild med. Måske er 7 minutter lidt rigeligt med spilletid for en sang med dens gentagelsesstruktur og dens muligvis ret ensformige guitarfigur, men hold nu kæft, hvor er det groovy….
Led Zeppelin indspillede aldrig deres Sgt Pepper, Pet Sounds eller Exile on Main Street, dertil var de for flyvefærdige, allerede da de udgav deres første album. Men hvis man alligevel skulle udnævne et sådant, så er det nok dette, deres ‘anonyme’ fjerde album.