Måske kunne man få et glimrende indtryk af Led Zeppelins femte album, hvis man lyttede grundigt til titelsangen. Eller, nå nej: det kan man jo ikke – ihvertfald ikke på Houses of the Holy. Sangen af samme navn kom nemlig slet ikke med på albummet, men blev i stedet samlet op på deres følgende album, Physical Graffiti. Men det er jo så også en helt anden historie.
Når det nu er det femte album i streg man hører med Led Zeppelin, så sker der – ihvertfald for denne lytter – to ting; mæthedspunktet begynder stille og roligt at indfinde sig, og man smuglytter lidt til andre plader også, så man ikke bliver helt skæv i lytteapparatet. Derudover begynder ens egne smagspræferencer også at manifestere sig. På den måde er det blevet klart for mig, hvad det er jeg holder mest af ved Led Zeppelin. Og det er den bluesbaserede, let vilde og heavyorienterede rock med guitarlicks, -soli og -riffs ledsaget af de vilde brøl og skrig fra Robert Plant.
Houses of the Holy er en glimrende plade, sådan objektivt betragtet. Den er smækfuld af dynamik og en opvisning i kunsten at producere plader og sange i mange forskellige retninger og påvirket af adskillige genrer. Den er vældig flot udført, og mange af sangene, fx “The Song Remains the Same”, er blevet klassikere i Led Zeppelins repertoire. Men firkantet sagt, så er det altså ikke mit favoritalbum med luftskibet.
Det er tydeligt, at Led Zeppelin ønskede at bryde ud af den tunge rock-bås, de var blevet placeret i, og det satte nogle – sine steder mærkværdige – aftryk. “The Crunge” er fx en funket sag, der kunne være snydt ud af næsen på James Brown, og i min verden skal man godt nok holde meget af Led Zeppelin for at den holder hele vejen hjem. Ikke fordi den er dårligt udført – det er den sandeligen ikke – men det er godt nok mærkeligt at høre Robert Plant prøve sig udi dén genre. “D’yer Mak’er” [Jamaica] er et mislykket forsøg udi reggae; den er dødcharmerende, og jeg kan egentlig vældig godt lide den, men der er sgu’tte meget Marley over den. Hverken Bob eller Ziggy, hvis De forstår.
Nå, jeg er glad for dén, for “No Quarter” og lidt for “The Song Remains the Same” og den tunge “The Ocean”. Og fansene var glade. Den solgte godt, og for mange er den et af de bedste albums med Led Zeppelin. Det er den bare ikke for mig – selv om jeg også gerne indrømmer, at den måske fik knap så mange gennemspilninger, som den vel i virkeligheden har fortjent. Til gengæld vil min dom dog heller aldrig blive så harsk, som den var i en samtidig anmeldelse i Rolling Stone, der karakteriserede den med ordene: “[…] one of the dullest and most confusing albums I’ve heard this year.” Men så er det jo godt, at også musikskribenter kan blive klogere, for 41 år efter – ved genudgivelsen af albummet – var tonen en helt anden: “That record remains Led Zeppelin’s masterpiece because it showcases everything the band did best”.
Ak ja; i bagklogskabens ulideligt klare lys….