Led Zeppelin var på toppen af deres karriere i 1975. De kunne fylde stadions til deres koncerter, deres albums solgte i millionoplag og de havde fuld frihed til at gøre, lige hvad f…… de havde lyst til, efter at de havde skabt deres eget pladeselskab, Swan Songs. Og når man så vil udgive et album, hvor man lige synes, at der er altså lidt for mange musikalske perler til, at det kan indeholdes på en enkelt LP, så udgiver man naturligvis en dobbelt-LP i stedet, ikke? Hvem skulle stoppe dem, måske? Pladeselskabet? Hø, det ejer vi sgudda selv. Så dermed…
Physical Graffiti er blevet kaldt Led Zeppelins White Album. En opvisning i tour-de-force-stil af alt, hvad Led Zeppelin kunne og var djævelsk gode til. Så de 15 numre indeholder det hele: den klassiske blues, dekonstrueret til perfektion i “In My Time Of Dying”, de hårdere rocknumre og de akustiske, folkinspirerede numre som fx. “Bron-Yr-Aur”. Og i mit tilfælde, så har albummet den klare fordel, at den, eftersom det er det senest anskaffede, også er et af de Led Zeppelin-albums, jeg har hørt færrest gange.
Det gjorde noget godt ved genhøret. Netop diversiteten i genrene gør, at den monotoni og snigende ensformighed, der lurer lige om hjørnet, når man hører Led Zeppelin, ikke er nær så fremtrædende på Physical Graffiti. Det er helt befriende at høre den legesyge “Boogie With Stu” med dens vidunderlige klaverspil umiddelbart efter, at man har hørt den ‘klassiske’, riff-tunge Led Zeppelin-rocker “The Wanton Song”. så det er hermed bevist; variation og dybde i udtrykket er en god ting – også indenfor musik.
Jeg er iøvrigt helt og aldeles vild med “Kashmir”. Selv om en spilletid på over 9 minutter måske ikke er helt berettiget, så har det klassiske, gennemførte stryger-riff altså den dér sindssygt ildevarslende stemning, som helt naturligt er blevet brugt adskillige gange i diverse soundtracks. De tunge synthesizer-omgange klæder det også gevaldigt, og faktisk lyder det – med instrumentationen, længden og den voluminøse lyd – lidt som om, at Led Zeppelin her tager forskud på alle former for den post-rock, der skulle bryde igennem 20 år senere.
Der er dem, der mener, at Physical Graffiti er Led Zeppelins bedste album. Det er jeg ikke helt enig i, men det kan naturligvis skyldes forudindtagethed, og så det faktum, at jeg ikke har hørt det helt så mange gange som jeg har hørt især I, II og IV. Men når det så er sagt; nye lyttere kan sagtens være med her, for man kan vist roligt sige, at albummet indeholder alt, hvad der karakteriserede Led Zeppelin gennem hele karrieren.
PS: Også ved denne udgivelse er det fedt, at man har den på vinyl. Coveret er nemlig et lille, spøjst kunstværk i sig selv med billedet af et hus, hvor vinduerne er stanset ud, og innercoveret matcher vinduerne, så man kan få forskellige bogstaver, ansigter eller motiver ud af vinduerne, hver gang man har haft pladerne på…