I sommeren 2017 have den kyndige Kristian Leth et længere ‘rant’ på Twitter om, hvorfor The Beatles var verdens største, mest indflydelsesrige og alletiders bedste pop-/rock-band. Jeg var fuldstændig enig med ham, for The Beatles gjorde i deres – i virkeligheden ret korte – karriere op med alt, hvad der var sandheder indenfor populærmusikken og skabte hvad der senere skulle vise sig at være et solidt fundament for udviklingen af musik.
En af pointerne i Leths mange tweets var, at The Beatles var større end summen af de enkelte dele. Vel var (blev) John, Paul, George og Ringo fine og dygtige musikere og sangskrivere hver især, men det var i sam-, med- og modspillet, at musikken blev til. Og i mange tilfælde blev til små mesterværker i egen ret.
Af denne grund giver det måske heller ikke megen mening at begynde en diskussion om, hvem der egentlig var den bedste sangskriver af makkerparret John Lennon og Paul McCartney. Begge fik startet en fin solo-karriere – der for John Lennons vedkommende blev alt for kort – og det er i glimt tydeligt, at begge kan deres håndværk. Men det var altså The Beatles, der skrev og indspillede Revolver, Sgt. Pepper eller The White Album – og ikke enten Paul, John eller George. Det bliver tydeligt, når man fx sætter John Lennons andet ‘rigtige’ solo-album, Imagine, på pladespilleren.
Bevares, der er både fine sange på albummet, og så er der naturligvis de eviggyldige klassikere, som fx titelsangen. Den er naturligvis fantastisk – og på samme tid fantastisk irriterende. Naiv i dens verdensanskuelse – og derfor oplagt som den døende hippie-æras slagsang par excellence – er den både sød og smuk i såvel tekst som melodisk struktur, men med Phil Spector som producer er den samtidig så sovset ind i vellyd, strygere og grandios symfonisk schwung, at den ligger lige til højrebenet også for bedsteborgere, der gerne ville nynne med på en sang om verdensforandring – også selvom de måske nok hverken ville forsage personlige ejendele, religion eller andre af livets goder…. Og så er den – og det er egentlig synd – efterfølgende næsten blevet en fortærsket kliché.
Men så er det godt, at albummet rummer andre perler. “Jealous Guy” er simpelthen bare en god sang, selv om den også er instrumenteret med både klaver og strygere. Tekstmæssigt er vi her nede på noget mere jordnært og genkendeligt; den frådende jalousi hos den enkelte og fortrydelsen over samme. Alt sammen båret af usikkerhed, længsel og irrationalitet, der medfører smerte og gråd, primært hos den udkårne. Dét er en rigtig smuk sag, som har evigt, blivende værdi.
Og så er der jo “How Do You Sleep?” En smuk lille sag, der musikalsk læner sig flot op ad “Happiness is a Warm Gun” fra The White Album, men hvis tekst er et vildt frontalangreb på den tidligere bedsteven og musikalske soulmate, Paul McCartney. Det var aldeles uforsonligt, når Lennon sang linjer som ‘The only thing you’ve done was yesterday’ og ‘A pretty face can last a year or two / But pretty soon they’ll see what you can do / The sound you make is muzak to my ears / You must have learnt something in all those years’. Og med denne kunne Beatles-fans vist kigge langt i vejviseren efter en evt. re-union at the Fab Four.
Imagine er et fint album, med en lille håndfuld sange, som andre musikere ville have givet deres højre arm for at kunne skrive og udføre. Men tiden har ikke været god ved pladen. Der er lidt meget strygere og sovs over produktionen sine steder – også blandt andet i “How”, der ellers også er en fin, lille sag – og andre steder bliver det tydeligt, hvilke sange og numre fra Beatles-tiden John Lennon var ansvarlig for, blandt andet i “Crippled Inside.” Med andre ord; det er ikke en plade, der kommer op på pladespilleren lige så tit som The Beatles’ albums gør, men alt andet lige; både som kulturhistorisk dokumentation og med de sange, der stadig holder vand, er det et rigtig fint album.