Ved en nylig festlig sammenkomst med ligesindede var gæsterne, der bestod af midaldrende, hvide mænd med en fælles interesse for musik, blevet stillet to bundne opgaver forud for aftenen, hvoraf den ene var; medbring dit yndlingsalbum med en kvindelig kunstner – eller med et band med en kvindelig forsanger.
Det afstedkom et par forskellige ting. Først og fremmest var det påfaldende hos alle gæsterne, hvor lille en andel af plade- eller CD-samlingen, der bestod af musik med kvindelige kunstnere i forgrunden – et faktum, der også afspejler sig i min egen samling og dermed også på disse sider. Reelt forholdt det sig nok således, at forholdet mellem mandlige og kvindelige kunstnere i de respektive samlinger var 80-20 eller deromkring, og det kan jo siges at være forstemmende, hvis det udelukkende betragtes ud fra en kønspolitisk eller ligestillingsmæssig vinkel. På den anden side kan det måske også siges at være repræsentativt for den samlede musikproduktion – og i hvert fald den del af musikproduktionen, der fandt sted, da midaldrende, hvide mænd var unge og købte meget musik. Eller måske er det blot et udtryk for den fremherskende smag i det selskab, jeg befandt mig.
Det andet, der skete var, at vi næste alle fik en a-ha-oplevelse, da albummene blev præsenteret. Nogle af Portisheads Dummy, nogle af Kate Bush’ The Kick Inside og nogle, da Annie Lennox første solo-album Diva blev lagt på pladespilleren. Der lød mange ”Nå, ja… den havde jeg glemt. Hvor er det dog et fedt album/fantastisk sanger/god sang”. Og ja; det var det, og ja; det havde vi glemt….
Pudsigt nok tog jeg dagen efter sammenkomsten på loppemarked i min nærhed, for man véd jo aldrig, hvad man finder af guld i andre menneskers aflagte pladesamlinger – om end der bliver længere og længere mellem de store oplevelser, efterhånden som vinylen er blevet det nye sort blandt hipstere og andet godtfolk. Men lige i dette tilfælde faldt jeg faktisk over et par rigtig gode plader – og herunder, til min store overraskelse og glæde, også Annie Lennox’ Diva, som jeg naturligvis skyndte mig at smide i tasken, da jeg fik den for 25,- (Og lige et indskudt HA! Den bliver nemlig handlet til mellem 20 og 45 Euro på discogs, så tag dén, pladekræmmere….)
Men det var nu ikke kun prisen, der gjorde, at det kom med hjem. Jeg huskede det, især efter påmindelsen aftenen forinden, som et fremragende album, og jeg skal da lige love, at jeg ikke blev skuffet! Først og fremmest har Annie Lennox en vidunderlig alt, der de rigtige steder spænder over væsentligt mere, end man måske umiddelbart forventede, men derudover så er det faktisk en samling rigtigt fine sange, hun har skrevet til albummet.
Genren er i retning af noget soul-pop, iklædt lidt blød funk hist og her. Det meste indpakket i fløjlsblød instrumentering og generel så smooth stemning, at det sine steder næsten kravler over i noget lounge-agtig triphop – hvis det ellers er noget, man kan forestille sig. På visse af numrene nærmer det sig noget, som Everything But The Girl sagtens kunne have lavet også, og det klæder generelt hele albummet, at den noget mere elektroniske og guitarbaserede danse-pop, som hun sammen med Dave Stewart excellerede i på Eurythmics-pladerne er næsten helt fraværende.
Helt fortjent hittede albummet på albumhitlisten, ligesom et par af singlerne kravlede godt opad, ikke mindst ”Walking On Broking Glass”, der ramte 1.-pladsen og albumåbneren ”Why”, der også landede i top 10. For mig er det dog især hele side 2, der var åbenbaringen – og specielt de to sidste sange; ”Stay By Me” og ”The Gift”. Det er simpelthen dundrende smukt og kombinationen af de minimalistiske melodier og den fuldfede instrumentering og produktion i det, der – specielt for førstnævnte – også har noget let jazzificeret over sig (i den poppede forstand, vel at mærke), kalder nærmest på cocktails og afdæmpet samtale mellem ligesindede. Vi er måske nok i betænkelig nærhed af fx Sade, men helt ærligt; hvem kan ikke bruge et skud af det engang imellem?
Overordnet; det er en god plade. Jeg er glad for, at jeg tog på loppemarked og fandt den (og ikke kun fordi den var billig), jeg er begejstret for, at jeg kunne blive inspireret i festligt lag, og jeg er glad for at pladen spinner lystigt løs på grammofonen nu. Det kan godt være, at jeg ikke danser rundt på stuegulvet og spiller luftguitar, men nogle gange er det også noget helt andet, der skal til. En moden, skotsk sangerinde, for eksempel, der med Diva demonstrerer, at hun kan skrive sange og melodier, der passer perfekt til hendes stemme – og som holder til afspilning også 25 år efter.