Jeg har en god bekendt, der i forbindelse med en nylig flytning nu også næsten er blevet min nabo. Han er ikke blot beriget med god smag, han er samtidig vinylsamler, og det af en ganske anden karakter end jeg er. Han er derfor både interesseret i, hvilken udgave, det er – og i hvilken stand, pladen er. Samtidig rydder han af og til op i samlingen, og i den anledning kan han godt finde på at skille sig af med plader (en aktivitet, jeg endnu har til gode), hvis fx pladen skal skiftes ud – eller han blot har mistet interessen for den.
Når det sker, så er han vældig flink til at fortælle mig, at han har fået en række plader i overskud, som jeg så enten kan købe – eller i nogle tilfælde få foræret. Det synes jeg jo er overordentligt pænt af ham, så i mange af tilfældene siger jeg ja tak til tilbuddet, enten for vennepris eller ganske gratis. Og således skete det altså, at skotske Appendix Outs Daylight Saving kom i min besiddelse.
Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor min bekendte ville skille sig af med albummet, men det kunne jo være, at det ganske simpelt ikke faldt i hans smag? Hvis det er sådan fat, er det jo forståeligt nok – især hvis man ikke bryder sig om moderne folk. For dét er vel en måde at betegne musikken.
Bandet består primært af sanger og sangskriver Alasdair Roberts, der dog har suppleret sig selv og guitaren med både bas, trommer og enkelte andre instrumenter, og så en kvindelig med-vokalist, Kate Wright, der lægger æterisk smuk andenstemme på en række af numrene. Hovedindtrykket af pladen er, at det da vist er en ganske stilfærdig omgang; Roberts synger dæmpet, sine steder næsten hviskende, på en række sange, der lyder som en god blanding af Belle & Sebastian og Nick Drake.
Det er ikke helt skidt, hvis man nu godt kan lide den genre. Det er udført både flot og melodisk, men det er altså ret stille. Faktisk på et niveau, hvor det hele hurtigt glider lidt i baggrunden af husholdningens øvrige lyde, og hvor man som lytter ikke nødvendigvis bliver hverken fastholdt – eller kan skille det ene nummer fra det andet. Men det er altså ikke dårligt, og et af numrene, den let ildevarslende “The Grey Havens”, bed jeg da mærke i.
Men altså; jeg er glad for, at jeg fik pladen forærende, for så har jeg da også den, men for nu at være helt ærlig, så vil den nok ikke komme i rotation så ofte som fx ovennævnte inspirationskilder gør.