Anne Linnet var ikke helt færdig med lyden af firserne – og hun var heller ikke helt færdig med Marquis de Sade. På Hvid Magi havde Anne Linnets band – der tidligere jo hed netop det, altså Anne Linnet Band – taget navn efter det forrige album, og således hed de i 1985 Anne Linnet og Marquis de Sade.
Hvid Magi blev i 1985 det 4.-mest solgte album i Danmark, og af danske bands var det kun TV2 og Kim Larsen, der overgik fru Linnet. Det skyldtes primært det storspillede hit, der indleder albummet, ”Venus” med de catchy linjer ’Du har sat dig på tværs / I mit indre univers’. Linjer, der i øvrigt blev fortalt en del onkel-vittigheder over dét år.
Beklageligvis har heller ikke Hvid Magi kunnet modstå den altfortærende tidens tand. Bortset fra omtalte ”Venus” indeholder albummet et mindre hit, ”Marquis(e)”, der ved første gennemlytning lyder som titelskæringen, idet der her bliver sunget ’Du sender mig hvid magi’ – men det var det altså ikke. Disse to sange var det eneste, jeg umiddelbart genkendte, da jeg lagde pladen på og hørte den en enkelt gang. Mere kunne jeg ganske simpelt ikke holde til, for det er altså ikke en ret god plade.
Igen har vi en masse lyde, der er frembragt via den synthesizer, Anne Linnet var blevet vældig glad for, elektriske trommer, der var the shit, dernede i midtfirserne, og så en postuleret funky slap-bas drysset ud over det hele engang imellem. Til overflod havde Anne Linnet også lyttet sig frem til, at hip-hop var en ting, og derfor kan man høre noget, der minder om rap på ”Hverdag” – og ja; det lyder præcis så rædselsfuldt, som man kan forvente ud fra ovenstående.
Hvid Magi er et typisk produkt af sin tid; et forsøg på at ramme noget, der kunne give genklag både kunstnerisk og hos det købelystne pladepublikum. Det projekt lykkedes vist – især sidste del, må man forstå – men beklageligvis kun for netop samtiden. For os andre, på god og fornuftig afstand af det hele, er der ikke så meget at komme efter. Inspirationen til især instrumentering og lyd er givetvis kommet fra samtidige Eurythmics og lignende, store navne, men alas; vi er ikke i nærheden af at nå sådanne højder, og det faktum, at der findes et enkelt mastodont-hit på albummet er altså bare ikke tilstrækkeligt til at lytte mere end en enkelt gang til skidtet.
Selv det kan man faktisk sagtens springe over, hvis ikke det er en del af et større kulturelt hjemmeprojekt om at gennemlytte sine plader og dokumentere det.