Lowly albumdebuterede i 2017 med Heba med fine anmeldelser til følge – både i Danmark og i det store udland. Det var jeg dog (u)lykkeligt uvidende om, da jeg efter at have hørt førstesinglen “baglaens” i et øjebliks spontanitet hentede opfølgeren hifalutin hos den lokale vinyl-pusher, kort efter den udkom i 2019. Og hvis De nu skulle være utålmodig og ikke have lyst til at læse videre, så lad mig starte med en slags konklusion; det fik jeg absolut ingen grund til at fortryde. Det er nemlig et så gennemført smukt, lækkert, idérigt og gennemført album, at jeg ikke tøver med at udråbe det som en af de bedste – hvis ikke dén bedste – danske udgivelser i 2019.
Den noget kryptiske titel siges at være engelsk – eller en afart af engelsk – og kan betegne noget pompøst, højrøvet eller hovskisnovski. Det er både vældigt sigende og betegnende og på samme tid misvisende, hvis det skal bruges til at karakterisere indholdet. For ja; det er pompøst og højtravende, hvis det er møntet på de grandiose lydflager eller -mure, man støder på overalt på albummet, men samtidig lyder det som om, Lowly er gået ydmygt til opgaven, kender deres virkemidler og begrænsninger, og får det absolut bedste ud af dem.
Lowly bevæger sig musikalsk i et løst defineret univers af dreampop, nogle steder med hints til trip-hoppen i form af fx Massive Attack og Portishead, andre steder med en meget vag reference til andre banebrydende kunstnere, der opløser genrer, skaber soniske lydlandskaber og altid er afsøgende i forhold til snævre genre-definitioner og musikalske strukturer. Selv har Lowly vist på et tidspunkt sagt, at deres eneste erklærede inspiration er Radiohead – og det kan man måske godt høre; ikke så meget i, at de låner, referer eller hinter til dem, men i måden at tænke musik, melodier og (opløsning af) strukturer. Sjovt nok var en umiddelbar tanke for mig, at der også var en linje til næsten-navnebroderen i det amerikansk slowcore-band Low.
Men inspiration og kilder uagtet; Lowly er helt deres egne, og det er svært at finde noget i Danmark, der ligner. Instrumenteringen er domineret af elektronik; alle former for synthezisere og tangentinstrumenter, men også med analoge trommer, bas, cello, violiner og enkelte steder saxofon. Den blanding giver mulighed for storladne arrangementer, og Soffie Viemoses og Nanna Schannongs vokaler flyder smukt, drømmende og æterisk – sine steder skræmmende og urovækkende, når stemmerne forvrænges eller vocodes – ind og ud af både arrangementerne og hinanden. Det er mere end vanskeligt at høre, hvornår den ene slipper og den anden tager over, og begge synger med både autoritet, skrøbelighed og stor indlevelse. Og – skulle jeg hilse og sige, eftersom jeg havde fornøjelsen af hele to gange at opleve dem ved koncerter – det gør de også live.
Der er ingen grund til at fremhæve det ene nummer frem for det andet, men på et dobbeltalbum med 14 numre (12, hvis man tæller i, ii og iii som et enkelt) er der naturligvis favoritter. For mit vedkommende, så er de tre første tracks på albummet, som udgør hele A-siden, “go for a walk”, “stephen” og førnævnte “baglaens” noget, der suverænt er den stærkeste åbningstrio, jeg mindes at have hørt på et dansk album, men lukkeren “wonder” er også deroppe i næsten forløsende grad. Og så er der “children”, der fra en minimalistisk, sparsomt instrumenteret førstedel med vokalen i centrum, bare vokser og vokser til næsten to minutters stadigt vildere lydmur. Det er virkelig, virkeligt flot udført – og godt tænkt.
hifalutin er med andre ord et godt album. Så har jeg vist ikke sagt for meget. Skulle der fyldes yderligere superlativer på, skulle de være ‘smukt’, ‘fantastisk’, ‘æterisk’, ‘atmosfærisk’, ‘lydefrit’ og bare helt igennem vidunderligt. Dreampop i sin smukkeste inkarnation.